Gamereactor

Gamereactor
Previews
F1 2012

F1 2012

Næste del af Codemasters' Formel 1-serie udkommer i slutningen af september med løfter om en forfinet køreoplevelse og lettere tilgængeligt indhold. Vi har testet en næsten færdig preview-udgave af spillet for få et indtryk af nyhederne.

Næste del af Codemasters' Formel 1-serie udkommer i slutningen af september med løfter om en forfinet køreoplevelse og lettere tilgængeligt indhold. Vi har testet en næsten færdig udgave af spillet for få et indtryk af nyhederne.

"Det er altid en udfordring". Sådan opsummerer Codemasters' F1-mogul Stephen Hood skabelsen af de årlige opdateringer. Begrænset udviklingstid lægger sig i vejen for store ændringer, og den aldrende konsolgeneration hjælper ikke ligefrem med de store spring. Det er et problem, mange sportsspil har til fælles, men modsat for eksempel fodbold og ishockey giver selve sporten her ikke de store muligheder for kreative udfoldelser. I et fodboldspil kan man altid finde på nye finter og smartere styring - held og lykke med at gøre det samme med køremekanikker.

Codemasters går dog fornuftigt til denne udfordring. Selvom ting som Kers og DRS er velkendt fra sidste sæson, virker F1 2012 friskt, den første gang vi starter det op. Det skyldes mest af alt den fornyede præsentation. Det overdrevent "virkelighedstro" menusystem, som serien har brugt fra starten, er blevet sendt på pension, og er erstattet af en simplere men langt mere elegant løsning. Spilleren skal ikke længere gå hen til forskellige spiltyper, men vælger dem i stedet blandt en række ikoner i hovedmenuen. Den minimalistiske stil giver et mere professionelt førstehåndsindtryk, og skaber gode rammer for spillet.

Selve karrieredelen er ikke med i preview-versionen, mens de nye spiltyper gør deres tilstedeværelse ganske tydelig, fremhævet af lyse blå "New"-skilte i menuen. Young Drivers Test er den første vi prøver, og her kan "unge og lovende" kørere lære den grundlæggende styring af en F1-bil, sammen med et par spilbare tests og introduktionsvideoer. For veteraner virker disse emner måske indlysende, men de tjener en yderligere funktion: Hvor godt du klarer dig i den sidste test afgør nemlig, hvilke hold der er villige til at tilbyde dig en kontrakt for din første sæson. Jo bedre omgangstid, des bedre hold får du adgang til. Og at få en tid i A-klassen kræver faktisk en smule evner.

En anden nyhed er Champions Mode, hvor ideen er at besejre alle seks verdensmestre fra 2012-sæsonen under forskellige løbstilstande. Det omhandler blandt andet at forsvare en føring over for Lewis Hamilton under svære forhold, eller prøve at indhente Michael Schumacher med friske dæk i løbet af de sidste par omgange af et løb. Scenarierne er simple - og ikke helt baserede på virkeligheden - men de lader dig køre spændende løb inden for et tidsrum, der svarer til en kaffepause. Det er en essentiel del af spillets mantra om at gøre F1 tilgængeligt for et bredere publikum, uden at ofre noget af dybden, og scenarier som disse er en ide, vi gerne ser udvidet i fremtiden. Lige nu er der kun syv at vælge mellem, med tre forskellige sværhedsgrader.

Kørefysikken og sværhedsgraden kan justeres og tunes fra assisteret kørsel til fuldblodssimulation. Det nye fysiksystem virker til at have tilføjet noget finesse. Måden en curb løfter bilen, hvordan dækkenes greb i vejen føles forskelligt afhængigt af hastighed, hvordan ujævnheder i banen skaber små vibrationer i cockpittet... Der er mange små forbedrede detaljer, der gør løbene spændede. At styre det hele med et gamepad er stadig lidt følsomt, men langt hen ad vejen er det en passende måde at overbringe den nervepirrende oplevelse af en F1-bil.

I den Xbox 360-version, vi har prøvet, er der tilsyneladende ikke blevet skruet op for den visuelle side i forhold til forgængerne, men grafikken oser af en form for balance, hvor nødvendige kompromisser er blevet truffet de rette steder for at sikre den gode racing-oplevelse. Bilerne og banernes profil er alle meget troværdige. Her er ingen nævneværdig lag eller hakken, selv når man racer i tung regn i Brasilien med skærmen fyldt af regndråber og dis. Grafikken kommer stadig til kort omkring bygningerne langs banen og publikum, der ikke helt når op på en autentisk livlighed. Men vi skal nok ind i næste konsolgeneration, før disse ting kan forbedres.

I sidste ende handler F1 2012 mere om at fintune end at revolutionere F1-oplevelsen, men de ændringer, der er, fører serien i den rette retning. Codemasters kunne stadig gøre bedre brug af licensen ved for eksempel at inkludere video og nyheder fra virkelighedens Formel 1 i spillet, men Champions Mode og fotografierne i menuen hjælper med at give spillet et ansigt. Samtidigt er selve kørslen lige en tand blødere, og her er ikke ofret noget hvad angår dybden. Hardcore-fans kan fortsat køre fulde race-weekender, men denne gang behøver man ikke ofre lige så meget tid for at opleve intense dueller. Medmindre karrriere-delen viser sig at skuffe helt vildt, så bliver F1 2012 den mest helstøbte F1-oplevelse fra Codemasters hidtil.