EyePet

Jeg opdager stort set med det samme, at jeg ikke er målgruppen for dette spil. Efter at have fjernet bordet, hentet et par lamper ind fra et andet rum og placeret kameraet i den rigtige position, må jeg faktisk sidde eller ligge på gulvet for at kunne spille {EyePet}. På skærmen ser jeg mit eget stuegulv, og det er her det animerede kæledyr skal dukke op, et kæledyr som jeg kan røre ved med hænderne. Naturligvis fægter jeg bare løs i luften foran mig, men på skærmen ser det ud som om jeg samler dyret og andre virtuelle objekter op.

Men jeg er ikke vant til at ligge på gulvet og spille. Det virker som om mine gamle led brokker sig til det hårde trægulv, og for første gang i lange tider, føler jeg mig for gammel til at spille computerspil.

Heldigvis har jeg et barn, så jeg smider min otte år gamle søn ned på gulvet og starter spillet op, mens jeg selv sidder tilbagelænet i sofaen. Bare tanken om, at det virtuelle kæledyr snart dukker op, får hele hans ansigt til lyse op af forventning. Men gløden fortager sig hurtigt, og kammer snart over i frustration. Allerede ved begyndelsen, der kræver, at man selv udklækker sit kæledyr, har han problemer. Man skal nemlig slå på æggets forskellige sider for at vække dyret til live, men det er vanskeligt. Han rammer fejlagtigt de forkerte sider, enten med hånden eller foden, andre gange er han ikke præcis nok. Det ender med at jeg må hjælpe ham. Og det bliver ikke sidste gang.

Da dyret endelig er udklækket, kommer gløden tilbage i hans ansigt. Dyret er herlig animeret og bliver let meget opstemt og glad. Han vimser rundt på gulvet, hopper og springer - og nærmest spinder, når vi klapper ham.

Vores opgaver får vi tildelt af en videnskabsmand, der på et ringe dubbet dansk, gennem en række videoklip, fortæller os hvad vi skal gøre. Dyret er vores, og vi har givet det navnet Trym - og den slags dyr skal både mades og vaskes. Desuden må vi kæle med ham og ikke mindst scanne ham. For at hjælpe os med den slags, har vi et magisk kort, som vi skal holde op mod kameraet. Når kameraet registerer kortet, så dukker der genstande op i luften, f.eks. et brusehoved. Dermed kan vi gøre Trym våd ved at rette strålen mod vores lille kræ.

Løsningen er teknisk imponerende, men problemet er, at vi hele tiden skal holde fronten af kortet op til kameraet. Det er ikke svært for mig, men for min søn, der oprigtigt tror, at han holder en hårtørrer i hånden, bliver det hurtigt vanskeligt, ikke mindst fordi han tipper kortet, og så kan programmet ikke registrerer det længere - og med ét er hårtørren væk. Koordinationen der skal bruges for at holde kortet rigtigt, er ganske enkelt for vanskelig, specielt for mindre børn. Min otte-årige ender dog med at forstå konceptet, og så går det en smule bedre.

Brugen af kortet som værende en repræsentant for genstande at lege med, er faktisk en sjov løsning, og når det skal ligges på gulvet som en trampolin eller en bowlingkatapult, fungerer det godt. Det bliver straks mere vanskeligt, når man selv skal holde kortet - men alt i alt, der det en god måde at påvirke en virtuel verden på. Og så er det sikkert en forsmag på næste års tryllestav fra Sony.

Som opgaverne strømmer ind, så støder vi dog hurtigt på den første vi ikke kan løse. Spillet er faktisk dårligt til at forklare os, hvad vi skal gøre, og havde min søn spillet dette alene, var han ikke kommet langt. Nogle opgaver er vi næste nødt til, selv at finde ud af, hvordan vi kommer i gang med, og de danske oversættelser er ikke altid lige logiske. At vælge "Ryd op" for at forlade det pynterum, hvor man kan iklæde sit dyr en masse tøj og krimskrams, er nærmest selvmodsigende. Jeg troede nemlig, at det ville fjerne alle de valg, vi netop havde gjort, men nej. Generelt kunne udvikleren sagtens have præsenteret de valg man kunne tage langt bedre, de kunne have forklaret og vejledt spillerne, en gruppe der primært kommer til at bestå af mindre børn.

I takt med at vi løser spillets opgaver, får vi også masser af belønninger. Nyt tøj, legetøj, kasketter og andet. Legetøjet varierer meget i kvalitet, fra en enkel sæbeboblemaskine til en magisk tegneblok. Tegneblokken er spillets absolutte højdepunkt. Ved at tegne med tusch på et stykke papir og holde det op foran kameraet, kan du få dyret til at kopiere din tegning. Udtrykket i ansigtet på min søn, når det lille kræ laver en nærmest nøjagtig kopi af hans tegning, er næsten ubetaleligt.

Det bliver kun bedre, da han lidt senere for lov til at tegne en bil, der nærmest på magisk vis forvandles til en radiostyret bil, men kan styre med PS3-kontrolleren. Disse små magiske øjeblikket gør virkelig {EyePet} til en enorm oplevelse for de mindste.

Alligevel skulle der ikke gå meget mere end et par timer, før min søn gik ind for at lege. Efter at have åbnet for en del legesager, have vasket og givet Trym mad, taget billeder, sunget og tegnet en smule, forsvandt motivationen. Hvor Nintendo på en eller anden måde, har fået ungerne til at tro, at {Nintendogs}-hundene er en slags levende kæledyr, er {EyePet} mere statisk. Der er ingen følelse af omsorg, som der er med Tamagotchi. Kæledyret i {EyePet} er færdigudviklet, når han kommer ud af ægget, han bliver ikke med tiden ældre. Han kan ikke dø, hvis vi ikke bruger tid på ham, han lever i sit eget lille vakuum. Og dermed skabes der ikke et behov for eller en lyst til, at besøge og opfostre ham på daglig basis.

{EyePet} er en strålende teknologisk opvisning, og et spil med mange gode ideer. Børnene vil helt klart opfatte deres nye virtuelle kæledyr som magisk, men magien forsvinder hurtigt. De velkendte EyeToy-problemer er udtalte, f.eks. i form af for lidt lys, og nogle gange kan det være frustrerende, at få spillet til at forstå, hvad det er man vil. Sammen med dårligt udførte menuer og nogle lidt for vanskelige opgave, er dette et børnespil, der kunne have været så meget bedre, end det egentlig er. Specielt hvis det var blevet tilpasset aldersgruppen. Skal {EyePet} hjem i stuen, skal du være klar til at sidde på gukvet sammen med ungerne.