Eye Toy: Play

Eye Toy: Play er på gaden fra d. 9. juli år 2003. Pakken indeholder både spillet og det tilhørende USB kamera.

Et kig på bunken af ekstra udstyr der ligger og flyder på redaktionen, kan let få en til at se pessimistisk på add-ons og ekstra udstyr. Powergloves, Baretta pistoler, autofire joypads og andet skrammel bliver brugt et par gange og hober sig derefter op i krogene. Folk med en støvet G-Con kender udmærket til problemet. Eye Toy er heldigvis allerede fra starten anderledes. Det er et langt mere ambitiøst tiltag, som der fra Sonys side loves mange udvidelser til og som udover at blive brugt i party sammenhænge vil kunne udnyttes optimalt, når PlayStation 2 går online. Spillet har været under udvikling hos London Studios et stykke tid og da det ved dette års E3 blev vist frem, høstede det da også en par fornemme priser for bedste hardware og puzzle spil.

Hjertet af spillet er et USB kamera og en medfølgende disc, der sprudler af mini-spil, hvor spillere kun ved hjælp af fødder, hænder eller hele kroppen skal kæmpe sig igennem prøvelser som Beet Freek, Kung Foo, Plate Spinner og Rocket Rumble, der til forveksling ligner det innovative og specielle Fantavision. Der er 12 spil i alt, og som spillere optjener et vist antal points åbnes der op for yderligere spil. Andre gange trakteres spilleren med de såkaldte playroom effekter, der kan leges med ved siden af. Hver gang spilleren opnår en high-score, tages der et billede til rank-listen. Her er der naturligvis muligheden for at skabe sig godt og grundigt og der ligger da også et par billeder på redaktionens memory card, hvor der moones. Jo, Eye Toy: Play åbner op for hidtil ukendte talenter hos de fleste.

Netop fordi der ikke på noget tidspunkt skal bruges et joypad, så er Eye Toy: Play langt mere intuitivt og ligetil. Rigtige gamere har ikke de store problemer med et joypad, men hos familien Danmark vil muligheden for at manipulere menuer og spil udelukkende med hænderne være et velkomment tiltag. Og her et Eye Toy ret solidt. De første udgaver vi så af spillet var noget følsomme og resultatet var nogle til tider forvirrende seancer, hvor man ikke rigtig opnående det man gerne ville, men den færdige version er fuldstændig tæmmet. Kameraet omsætter med stor præcision dine bevægelser til noget brugbart og kun hvis venner og bekendte går forbi bagved, kan der opstå nogle problemer.

Visuelt er Eye Toy: Play ikke ligefrem et pragteksempel på maskinens kræfter, men kameraets præcision er uhyre høj og spillene meget forskellige og det opvejer til fulde grafikkens meget enkle opbygning. Dette bakkes op af en solid sonisk flade i bl.a. Beat Freek hvor selveste Moloko har bidraget med discoklassikeren Sing it Back. Eye Toy: Plays problemer manifesterer sig reelt kun i levetiden og den plads du har til rådighed derhjemme. Selvom det kan konfigureres til meget høje og dermed også meget svære niveauer eller sågar spilles spejlvendt, så er det hurtigt overstået. Desuden er nogle af spillets mini-spil langt bedre end andre og man ender derfor med at afprøve de samme igen og igen i håbet om at få en bedre score, hvilket efterlader en del på gulvet.

Det samme gælder den plads kameraet kræver. For mens mange nok har en PS2 stående på deres værelse og måske kun har plads til et 14 tommer fjernsyn, så er det først når stuegulvet tages i brug og spillene smides op på et forholdsvis stort fjernsyn, at Eye Toy: Play kommer til sin ret. Alligevel kan man ikke andet end fornøjes over Eye Toy: Play. Hele familien kan være med og hvis du i længere tid har brugt Mario Party eller Samba de Amigo som opvarmeren til en aften i byen, så kan Eye Toy: Play nu med rette overtage pladsen. Her på redaktionen glæder vi os meget til at se hvad London Studios kan finde på til en evt. toer.