Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Extreme G2

Extreme G2

Extreme G-2: et af de mest fartfyldte spil til Nintendo 64.

Mod eller dumdristighed?
Hele historien startede for 25 år siden. Det var der, de første Extreme-G konkurrencer løb af stablen. Forskellen på disse konkurrencer og de konkurrencer der bliver afholdt nu, er, at før i tiden var det VR motorcykler man kørte, men folk blev hurtigt trætte af disse computeranimerede motorcykler, så man begyndte at bygge rigtige kværne. Derfor er det nu den ægte vare der bliver kørt på! Og det kræver sit mod - eller nærmere dumdristighed - at kaste sig rundt i hårnåle-sving med 400km/t med modstanderen i hælene! Når modstanderen så oven i købet er bevæbnet med diverse missiler og miner, ja så gør det blot det hele lidt sjovere!
Medierne fandt hurtigt ud af, at dette var en sport som publikum elskede, og når der er noget publikum elsker, ja så er der også penge i det! Så derfor varede det ikke længe før populariteten voksede voldsomt, og til sidst blev XG2 anerkendt som en rigtig ´sportsgren´! Tja, fremtiden tegner ikke meget anderledes end nutiden!

Tro mod forgængeren
Desværre bringer XG2 ikke så mange nyskabelser som man måske kunne håbe på. Ja faktisk ligner det til forveksling etteren. Men lad dig endelig ikke skræmme af det! XG2 er i mine øjne langt bedre end etteren, hvilket der er en hel del grunde til: for det første, er spillet ikke nær så meget baseret på kamp som etteren var! Det er meget rart, da det så bliver en konkurrence i kørefærdigheder, og ikke i, hvor god man er til at ramme med et missil! For det andet har udviklerne formået at forblive tro mod etteren, men dog stadigvæk at lave en del nyskabelser. Og det er jo rart! Med nyskabelser tænker jeg blandt andet på den grafiske side. Lyseffekterne er der helt klart gjort noget ud af, da man sjældent ser SÅ fede effekter i et spil! Især våbene ser kanongpde ud når de bliver affyret! Desværre har man så været nødt til at skære lidt ned på baggrundsgrafikken, men man kan jo ikke få både mel i munden mens man puster i pose og sæk... eller hvordan det nu er...

Spænd sikkerhedsbæltet!
Ialt er der ti personer, som hver har både deres fordel og ulemper, og 20 våben, så valgmulighederne er mange! Men tro mig: Det kræver noget øvelse før du overhovedet er tæt på at ramme! Det er jo ikke det nemmeste i verden, at skyde en flok hoppende miner i hovedet på din modstander, når han har hamret turboen i bund, og drøner forbi dig med 700 km/t! Dertil kommer, at man senere får adgang til nye personer, efterhånden som man gennemførere de forskellige baner. Plus at man også undervejs får nogle snydekoder, hvis man nu skulle have for svært ved at gennemføre uden snyd. Dog er det ikke alle snydekoder der er lige anvendelige. Undertegnede fik besked på at skrive ´linear´ som navn og derefter starte et nyt spil. Som sagt så gjort. Dette resulterede i, at ordet grafik fik en helt ny mening: Alt var bygget op af streger, og det så mildest talt ikke kønt ud! Til sidst er der kun at sige: God fornøjelse, og husk så lige sikkerhedsbæltet!

Extreme G-2 er et af de mest fartfyldte spil til Nintendo 64 og et rigtig godt køb, hvis man ynder genren.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Extreme G-2 er et af de mest fartfyldte spil til Nintendo 64.
-
Hvis ikke du bryder dig om fart.

Extreme G2