Exit

Jeg har været igennem dem alle. Jeg har besejret dødsensfarlige kløfter, som ingen troede muligt. Jeg har hængt flere hundrede meter over vandoverfladen, og med de sidste kræfter hevet mig op og i sikkerhed. Jeg har flygtet fra fælder i gamle mayatempler, som ingen før mig havde betrådt i århundreder. Alt sammen har jeg gjort i følgeskab af Lara Croft, Kaptajn Rhama fra Galleon og prinsen fra Prince of Persia-serien. En ting, jeg dog aldrig før nu har oplevet, er et spil, der så let kunne have været i samme liga som ovennævnte titler, men som sætter det hele over styr grundet genrens vigtigste element - den hårfine kontrol.

I den forgangne uge har jeg bandet og svovlet, hver gang jeg har haft Exit-skiven roterende i maskinen. Tiden med spillet forløber altid på samme måde. Exit starter op med sin stilede intro, der straks får mig til at smile indvendigt. Taito har kastet om sig med flotte farver, og et grafisk design der skylder lige så meget til halvtredsernes avisstrips, som det gør til Andy Warhols psykedeliske forhold til farver. PSP’ens skærm viser sine attributter, og smiler nærmest til mig, mens den sender det krystalklare billede ud i ansigtet på mig. Musikken pumper af sted med et beat der fortjener et par høretelefoner, og som går fint i spænd med hvad der sker på skærmen.

Spillet er i gang og det grafiske design, musikken og spilkonceptet overbeviser mig om, at dette spil simpelthen må være godt, uanset hvor mange jeg har prøvet at kunne lide det før. Konceptet er en blanding af forskellige gamle klassikere som Mission Impossible og Elevator Action, og går i al sin enkelhed ud på at redde indespærrede mennesker fra bygninger, som af den ene eller anden grund er blevet livsfarlige. Oftest er det brande der har spærret de uskyldige ofre inde, og jagten på den hurtigste vej frem til ofrene samt den sikreste vej ud igen, er omdrejningspunktet i spillet. Ideen er dejligt enkel, og fordelt over hundrede baner er det et spil, alle kan forstå inden for ganske kort tid, hvilket gør det ideelt til bærbar brug.

Jeg gentager baner, som jeg allerede har gennemført, dels fordi det betyder, at jeg kan sætte en ny rekord, men mest fordi jeg endnu ikke føler, at jeg har fået helt has på kontrollen. På trods af at have spillet de samme baner igen og igen, og kende den hurtigste vej igennem, bliver jeg nemlig hele tiden stoppet af et forkert hop eller et uventet fald, der fører til min pludselige død. Jeg gentager banen igen, overbevist om, at jeg bare skal lære spillets timing, for resten af spillets indpakning er jo dybt overbevisende, men resultatet er det samme. Jeg slukker maskinen alt imens jeg forbander den vederstyggelige kontrol.

Med en til to timers mellemrum mellem hvert forsøg med spillet, beskriver dette meget vel mine oplevelser med Exit, siden det landede på mit bord til anmeldelse. Jeg ville så gerne kunne lide spillet, for ikke kun er det stilistisk lækkert at se på, det er også et spil, der modigt prøver at genoplive nogle af mine gamle favoritter.
Exit’s svageste led er uden tvivl den horrible kontrol, der på ingen måde kan undskyldes, og virker komplet uforståelig, når man ser, hvor godt udvikleren har haft styr på andre af spillets elementer.

Næsten alle bevægelserne bliver først gjort et halvt til et helt sekund efter man har trykket på knapperne, hvilket gør det komplet umuligt at foretage de livsfarlige hop, som spillet byder på i størstedelen af sine hundrede baner. Slemt er det også, at tempoet i heltens bevægelser er så langsomt, at der er en reel chance for at falde i en lille dagdrøm, mens han, sløvere end en umotiveret snegl, bevæger sit korpus op af en stige. Hvis man kombinerer den upræcise kontrol og dens tilbøjelighed til at lade dig starte forfra, hver gang du falder i døden, med et spiltempo, der er tæt på at være så langsomt, at man begynder at bevæge sig tilbage i tiden, har man en sprængfarlig cocktail af ren spilfrustration.

Desværre ender Exit med at være et af de mange spil, der kunne være blevet til så meget mere, hvis udvikleren havde taget sig den sidste tid til at pudse spillets skarpe kanter af. Exit ender dog med at være et takket gespenst, der vil afskrække alle andre end de absolut mest tålmodige PSP-ejere, inden de første ti baner er gennemført.