Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Evil Dead HD

Evil Dead HD

Glem det. Bare glem det. Er du alligevel nysgerrig, så læs advarslen her.

Nu kunne jeg bruge masser af tegn på at beskrive hvordan jeg havde set frem til spilmatiseringen af Evil Dead på iPad, men det ville være at lyve, mine forventninger var ikke særligt høje. Ikke desto mindre er det på magisk vis lykkes udvikleren at skuffe, og jeg er sikker på, at en del fans af filmene har kigget i retning af den nye app og tænkt, "hvad kan gå galt?". Svaret er rigtig mange ting. Rigtig mange.

Ghost House Pictures har snuppet licensen til de klassiske gyserfilm, der i firserne sikrede Sam Raimi stjernestatus som splattermester, mens hans barndomsven Bruce Cambell tog rollen som Ash, der beviste at et godt husråd til enhver situation er: bliver din hånd besat, så hug den af, erstat den med en motorsav og gå amok.

Det var blodigt, overdrevent, fjollet og en gyserklassiker var født.

Spillet følger filmen ganske tæt. Vennerne ankommer til den lille træhytte, de dødes bog læses, vennerne hakkes i stykker, kærester skilles (i stumper) og det hele går i hundene. Problemet er sådan set ikke, at historien ikke følges, men at alt charmen og interessen hugges væk hurtigere end du kan sige "Klaatu barada nikto".

{Evil Dead HD} er en dual stick-shooter. En virtuel pad bruges til at dreje figuren, en anden bruges til at skyde eller hugge, mens en knap lader dig hoppe (i de meget få scener hvor det er nødvendigt). Der er dog ikke særligt meget at hugge og skyde i, for banerne er tomme og kedelige. Faktisk er træhytten og en sump med nogle træer de eneste lokationer, der bydes på (at Ash ved gennemførsel af historien kan vende tilbage til områderne om vinteren i en del to gør ingen forskel).

Områderne er forfærdeligt bare, og forsøget på at lave nogle big-head-udgaver af de kendte personer fra filmen er forfejlet. De er grimme, utiltalende, billige og udtryksløse. Heldigvis er det hele ovre på en times tid eller to.

Nu siger du måske: "Jaja, men hvad med lyden?". Hertil svarer jeg "Yeh truly amazing". Ikke fordi lyden er god, men fordi dette er omtrent den eneste lydeffekt du hører udover lidt grynt og et "thanks" (måske Hanks, Fangs... who knows?) og så lidt forsøg på at skabe stemning. Desværre er alle samples utroligt ringe og de sender mest af alt tankerne hen på licensspil fra firserne.

Det her produkt er så utroligt sølle. Det sørgelige er, at det sikkert ender med at sælge alene på navnet. Falder du i fælden, bør du være forberedt på to ulidelige timer, hvor du mere end en gang overvejer at prikke øjnene ud på dig selv.

Nej, det hjælper ikke, at der kan kæmpes om at klare banerne uden at blive skadet, eller at der er splatter der skal "gnides af" skærmen (hvilket iøvrigt ikke virker, hvis du eksempelvis holder fingeren på et af de virtuelle pads - multitouch? Nej tak).

Køb i stedet Call of Mini Zombies, Zombie Flick Hd, Age of zombies, N.Y.Z. eller MiniGore HD, hvis du vil have splatter eller dual stick-action til din iPad. Faktisk kan du indkøbe de fleste af spillene på listen for prisen på {Evil Dead HD} (30 kroner). Overhører du alle råd, vil du kunne se frem til at elske filmen en anelse mindre efter denne omgang. Så dårligt er det.

I'm fine... I'm fine...

I don't think so. We just cut up our girlfriend with a chainsaw. Does that sound "fine"?

Yeh truly amazing

02 Gamereactor Danmark
2 / 10
+
Historien følges. Spillet crasher ikke
-
Resten