Everest

Da Robert Zemeckis udgav The Walk sidste år, var det med en mistroisk følelse af, at uden biografernes IMAX 3D-teknologi var filmen aldrig blevet lavet. Historien om Philippe Petit, som gik på line mellem World Trade Center, var allerede blevet filmatiseret i 2008 som Man on Wire, og med Zemeckis nysgerrighed omkring ny filmteknologi var The Walk måske mest en undskyldning for at give biografgængere højdesyge med 3D-briller. Samme mistro henvender sig i anledningen af Everest - den autentiske historie om et team af bjergbestigere der sætter kursen mod toppen. Uden 3D-effekternes visuelle sus og bjergtagende (undskyld) billeder, har Everest så nogen værdi i hjemmebiografens 2D-snit? Mjaa, lidt.

Everest indskriver sig som en klassisk katastrofefilm med et ensemble af mangfoldige karakterer og en hændelse der samler dem i samme suppedas: En erfaren team-leder med en gravid kæreste derhjemme, en stærk og stædig texaner, en japansk kvinde der har besteget seks ud af verdens syv tinder, osv. Men, modsat genrens typiske takter, så er der lang vej til tangenten hvor katastrofen rammer gruppen. Everest giver sig overraskende meget tid til optakten og beskrivelsen af hele det kommercielle cirkus, udlagte stiger og stigende mængde skrald, som hober sig op langs ruten mod bjergets top. Kombineret med flotte naturbilleder og kulturen blandt bjergbestiger, så føles Everest som dokumentar fra National Geographic.

De lidt anonyme bjergbestigere følges af et stramt og teknisk solidt filmhåndværk, der sælger præmissen som en tysk produceret luksusbil. Her er ingen fodfejl og ingen forcerede virkemidler der tilføjer kunstige tilsætningsstoffer til den tynde luft i historiens spændingskurve. Everest går inderligt efter den kolde og kyniske sandhedsværdi ved at trække tilskueren med ud på bjergsiden og fortælle om prisen for menneskets hovmod, men heri består også problemet. Spørgsmålet er om den sande historie er interessant nok som film. Eller var den bedre tjent som en rendyrket dokumentar?

Med usødet autencitet formår Everest at sætte sine kolde kløer i hukommelsen for en kort periode, men har begrænset gensynsglæde (i skarp kontrast til Cliffhanger). Som film er det en enestående teknisk bedrift der kvalificerer sig fint som sikker bjergbestigning hjemme i stuen, og følelsen af, at nå toppen, er flot formidlet. Men, det tekniske håndværk mangler niveauet af filmiske sindelag samt noget så banalt som skolebogens eksempel på et enkelt budskab. Noget som stikker dybere end: Følg drømmen men undervurder ikke bjerget. Everest er en kompetent og indsigtsfuld rekonstruktion af vejen for bjergbestigerne, men historien mangler noget ud over det sædvanlige.

Ekstramateriale:
Den anmeldte version er 2D-versionen, som må undvære nogle af de tekniske IMAX-kvaliteter fotograferingen er støbt omkring. Blu-ray udgivelsen har en håndfuld dokumentarer om filmens tilblivelse, som kort demonstrerer optagelsernes indsats i Nepal og Italien, såvel som de krævende green screen studieoptagelser. Endvidere lidt baggrundsinformation om de virkelige hændelser og et kommentarspor med instruktøren.