Everblue

Alle jer folk med vandskræk og en ordentlig trang til dykning, behøver ikke at være bange længere. For nu er det kommet, spillet, der vil revolutionere verden og bringe skattejagt, dykning, jaws, koraller og sydens sol ind i stuen, helt ufarligt - eller hvad?. Dykkerspil er et sjældent syn og en smule utraditionelt. Ikke desto mindre har Capcom sammen med udviklerholdet Arika lavet selv samme, men dog med en succes, der kan tælles på en hånd.

I det dybe vand
I en by på en ø i et gudsforladt ocean bor Marco og Leonard. De to gode venner er amatørdykkere, men hvad betyder det, hvis ambitionen til at blive til noget er der. Deres fælles drøm er at finde den store skat gemt på havets bund og blive stinkende rige. I rollen som Leonard bliver man kastet ind i historien, og der kræves hård svømmehud under fødderne og enorm viljestyrke for at nå toppen og få de store jobs. I middelmådig adventurestil udspiller historien sig, men humper efter et stykke tid rundt og ligner en sæbeopera. Når man ikke dykker, ses spillet fra siden i fugleperspektiv. Deraf kommer 2D delen, hvor man ved hjælp af controlleren styrer en hånd rundt på skærmen og snakker med folk, handler udstyr og så videre. Dette fungerer i virkeligheden godt og med nostalgien overfor arkadespillene som Street Fighter og Golden Axe fra de gode gamle dage, der kommer frem i én. I længden er det irriterende at sidde og glo på uklare, grynede og smådårligt tegnede figurer, der foretager sig det samme om og om igen, mens baggrunden mudrer billedet fuldstændig til. Når man derimod tager dykkerudstyret på og hopper i bassinet, er det straks en hel anden snak. Under overfladen foregår det hele i 3D og med alverdens havdyr omkring én, og i det turkise vand viser sig de første spæde tegn til noget godt.

Det holder ikke vand
Men heller ikke i havet kan man finde trøst for efter blot en halvtimes dykning, begynder interessen at forsvinde. Styringen er om end ligeså dårlig som på land med mulighederne frem, tilbage, venstre, højre begynder det hele at virke lidt for fastlåst. Da man ingen virkelig fornemmelse har for dybdeforhold, udover farveskift i vandet og ens dybdemåler, svinder interessen yderligere. Noget er der dog blevet tænkt på da udviklingen fandt sted: nemlig muligheden for at dykke efter sunkne galioner, der er et centreret punkt på dagsordenen og foregår på en mere fri måde. For at finde frem til skattene og andet gammelt ragelse af værdi bruger man en sonar, der sender en bestemt lyd tilbage, hvis objekter af for eksempel træ, ler eller metal er inden for rækkevidde. Dette fungerer den første halve time, hvor det forfalder til et gameplay med samme linearitet som Tetris - om end uden at være dragende på samme måde. For at volde yderligere smerter og hælde mere salt i såret er havbunden heller ikke videre imponerende med nogle ensformige rev, gamle stålbjælker og betonfundamenter, et uendeligt stort og ensformigt tæppe af havplanter med dårlige gengivelser af koraller og en enkel klippeø her og der, er det ikke ligefrem forbavselse, man falder om af, i hvert fald ikke glædelig. En mindre vigtig, men fatal ting er fordelingen af havdyr, da dyrene svømmer i flok fordelt efter art, og aldrig finder på at blande sig med andre arter. Dette ser utrolig dumt ud, og afveksling er ikke inkluderet i pakken.

Gys og gru - på den dårlige måde
Et andet pinligt, grådkvalmende punkt er musikken i det stilforladte spil. Den overordentlige hæslige, grumme, bestialske, tinitus fremkaldende og fuldstændig ulidelige MIDI lyd holder hele spillet igennem og er en moderniseret form for psykisk totur. Med fandens vold og harme blev den uskyldige mute knap på den lille fjernbetjening hamret i bund, hvorefter en cd blev fodret til anlægget, og rehabiliteringen gik i gang. En absolut gyselig oplevelse af den dårligste kombinering af svingninger og bølger, der kan opfanges af det indre øre.

Fra Everblue til Neverblue
Everblue er absolut ikke noget enhver bør gå i lag med uden ordentlig mental træning af sindet. Eftersom et dykkerspil er et sjældent syn, må Everblue alligevel belønnes for originalitet, men på alle andre områder ses fiaskoer af forskellig størrelse. Man må og skal være exceptionel dykkerentusiast af værste skuffe og samtidig have en ustyrlig vandskræk, for at finde dette lidt misfortolkede mosefund underholdende. Everblue bør bogstavelig talt, tage sig en dukkert i det blå, for derefter at blive opslugt af samme våde element, der lagde grund til spillet.