Eternals

Til trods for at have selveste Chloé Zhao siddende i instruktørstolen, så har The Eternals altid haft et lille glimt af at være lidt for ambitiøst skruet sammen for sit eget bedste. Selvom nye tilføjelser til MCU altid er en spidsfindig og ofte svær øvelse, så er det at introducere et hold af overmenneskelige skabninger, altoverskyggende i deres magt men skjulte igennem årtusinder, selv efter Thanos beviste sin hang til at samle Infinity-sten, ja, det er lidt af en mundfuld. Tilføj 7000 års historie, besværlige indbyrdes stridigheder og et komplet overblik over den menneskelige civilisations udvikling. Av.

Men fra start af så det samtidig ud som om, at Eternals havde potentialet til at blive Marvels klassiske eventyrhistorie, en klassicistisk fortælling der efterlader lidt af den mytologi vi ellers ser i eksempelvis Shang-Chi, og i stedet omfavner hele konceptet om at være straight forward. Og igen; med Zhao ved roret, et Oscar-vindende vidunderbarn, så var der grund til at være forhåbningsfuld.

Men hvis du spørger en god portion af de amerikanske anmeldere, så rammer The Eternals helt og aldeles forbi, og går hurtigt i narrative knæ under vægten af sin tunge eksposition og trætte floskler. Et spektakel? Ja da. Men en effektiv introduktion af disse magtfulde væsener? Nej, i hvert fald ikke ifølge den etablerede visdom.

Så; så slem, hva'? Tja, nej ikke rigtig. The Eternals er en bundsolid og episk proportioneret fantasy-storfilm, som er tilfreds med bære hjertet uden på skjorten. Faktisk er den helt og aldeles ærlig omkring sine prioriteter efter bare få minutter. Det er en naiv, ja næsten børneagtig action-opera, og der er hudløs charme at finde der. Men der er også en mangel på finesse, og netop fordi filmen bliver nødt til at være så bred for at rumme de her Eternals, så bliver den også presset under egen vægt, og når ikke rigtig at komme sig.

The Eternals er, på sin vis, vogtere, placeret på Jorden for at beskytte os imod Deviants, som aldrig er dukket op i MCU før nu, men rangerer nær toppen over de mest uinspirerede boksepuder Marvel er kommet på. Eternals har været her i over 7000 år, og er igennem århundrederne gået hver til sit, men Thanos' "snap" har kickstartet det de kalder "The Emergence", så derfor skal alle otte (!) Eternals nu samle sig igen for at beskytte kloden.

Naturligvis er bare det at skulle introducere og etablere otte separate nye karakterer i en film på 157 minutter en elegant udfordring helt på egen hånd, og det er tydeligt fra start at filmen forfordeler nogle enkelte, såsom Gemma Chens Sersi og Richard Maddens Ikaris, som efterlader Angelina Jolies Thena, bare som eksempel, med bare en håndfuld scener at gøre godt med. Det er dog ikke selve længden, eller karaktergalleriet som sådan, som hiver og flår i The Eternals. Faktisk giver filmen os nogle af de bedste skuespillerpræstationer MCU har set længe, og bringer andre forsøg på selvsamme klassiske fantasy-stil til skamme - vi snakker om dig, Thor: The Dark World. Pointen er; Jo, klichéerne står i kø, men de overbringes med overbevisning fra et cast, der tydeligvis er på samme bølgelængde som instruktøren. Det hele er forsætteligt, med vilje om man vil.

Så hvad er problemet? Det er såre simpelt; der er ikke nok plads til det hele, set ud fra et narrativt perspektiv, til at skabe og eksekvere en kohærent kreativ vision, der indeholder en introduktion, en dissekering af hver af de otte Eternals, etableringen en sammenhængende trussel og antagonist og en opbygning der leder imod et naturligt klimaks. Filmen hopper og danser, og forsøger febrilsk at få puslespilsbrikkerne til at passe, men de narrative ambitioner overstiger selv den i forvejen oppustede længde, og det er tydeligt at Zhao ikke rigtig har tid til at dvæle ved noget som helst. Det betyder ikke at du ikke får etablerende øjeblikke, hvor der er ro til at absorbere, men selv med disse er det ikke nok. Der er for mange karakterer, for meget at fortælle, for meget der bliver efterladt på klippegulvet.

Zhao prøver dog. Hendes scenografi, hendes øje for landskaber og farve gør filmen til et visuelt distinkt overdådigshedsmåltid, til trods for at de her Deviants ser så generiske ud som muligt. Men selve karaktererne og de områder de tager til, er vidunderligt filmet, og smukt produceret. Filmen ser altså, med andre ord, smuk ud.

Det samme kan desværre ikke siger for komponist Ramin Djawadis musik, og enhver der håbede på toner inspireret af den første trailers smukt fortolkede symfoniske udgave af Skeeter Davis' The End of the World, bliver for alvor skuffede. Det hele er kedeligt, generisk og så rugbrødsagtigt som man kan forestille sig. Flere burde kaste sig ud i mere åndeligt scores, som Hans Zimmer (mod al forventning) formåede at gøre for nylig med Dune, og som Ludwig Göransson gjorde i The Mandalorian.

Men, i brede træk, er The Eternals en tætpakket fantasy-storfilm, et episk spektakel af himmelske dimensioner, der byder på velkoreograferet action, emotionelt velstemte øjeblikke og ren og skær overflod, som det er kutymen for film af denne type at levere. Det er dog evident, fra start til slut, at Zhao styrer et kæntrende skib, og til tider bliver ubalancen ret så tydeligt, idet filmen skynder sig for at få pakket det hele ned i én og samme oplevelse.

Der er, ganske enkelt, ikke nok tid, og selvom jeg godt ved at biografgængere ikke er så glade for at film opdeles i to, så er det her et glimrende eksempel på en historie, der havde haft godt af endnu mere ånderum, som eksempelvis en miniserie, eller en opdeling, kan give.