Escape Plan
To tudsegamle actionstjerner mødes i et superfængsel og forsøger at bryde ud. Det lyder som en stor kliché, men er langt fra så galt som man kunne frygte.
Schwarzenegger. Stallone. 50 Cent. Med den slags navne tilknyttet forventer man næppe højtragende filmkunst. Arnold og Sylvester har nogle fremragende film på CV'et, men selvom det ikke er rimeligt at kalde dem afdankede i dag, så kan vi vist roligt sige, at de er i deres respektive karrierers efterår.
Der er mange gode grunde til ikke at have for høje forventinger til {Escape Plan}, udover at 50 Cent er med. For eksempel havde jeg aldrig hørt om filmen, før den landede på mit skrivebord, hvilket er sært, taget i betragtning hvor meget omtale Expendables-filmene har fået - dem er Stallone og Schwarzenegger jo også med i. Næppe et godt tegn. Desuden er filmen instrueret af svenske Mikael Håfström, der vandt et hav af priser og en Oscar-nominering for filmen Ondskab - og når succesfulde europæiske dramainstruktører tager til Hollywood og laver action, så ender det ofte skidt.
Altså har {Escape Plan} mange odds mod sig, og det er måske derfor at jeg kan lide den. For på papiret er her lagt op til bøvet oneliner-action, men resultatet har mere at gøre med klassiske kupfilm.
Stallone spiller Ray Breslin, professionel udbryderkonge, der lever af at teste fængslers sikkerhed. Med andre ord lader han sig fængsle under falsk navn, observerer alt hvad han kan, lægger en plan og bryder ud.
Breslin bliver hyret til at teste sikkerheden i et super-duper-mega-hightech-fængsel, fyldt med skumle typer og farlige personer som de fleste lande helst ikke vil vide af. Det er så hemmeligt, at hans firma ikke engang må få at vide hvor det ligger.
Han siger ja, mest af alt fordi der er mange penge på spil, men det fortryder han hurtigt - for Breslin bliver selvfølgelig snydt, og snart er han spærret inde i superfængslet uden nødplan, uden kontakt til omverdenen, uden nogen ved hvor han er.
Men intet fængsel er umuligt at bryde ud fra, uanset hvor sikkert det end måtte være (eller hvor meget den bundubehagelige fængselschef har nærstuderet ens bog om fængselssikkerhed), så Breslin allierer sig med Rottmayer (Schwarzenegger) - tidligere sikkerhedschef for en berygtet bankhacker og -krakforårsager, der sidder inde fordi han nægter at stikke sin arbejdsgiver - og sammen går de langsomt men metodisk i gang med at finde fængslets svagheder, så de kan bryde fri.
{Escape Plan} er på mange måder en atypisk film for Schwarzenegger - han banker flere folk med knytnæverne end han skyder, og han bruger mere tid på at rable på tysk end på kække replikker. Stallone er mere typisk som brummende actionbøf. Men begge gør hvad de skal, og selvom {Escape Plan} som sagt ikke er højtragende filmkunst, så fungerer det hele nu alligevel - mest af alt fordi den som sagt trækker tråde til klassiske kupfilm, med alt hvad dertil hører af planlægning, udførsel og rettidig afsløring af et par hemmeligheder.
Man ser plottwistene komme på flere kilometers afstand, men tager man {Escape Plan} for hvad den er (hvilket er en actionfilm hvis stjerner begge er over 60) uden at forvente det store, kan den snildt underholde.
Ekstramateriale:
Intet.

Gamereactor Danmark