Eragon

Det må være svært at lave en eventyrfilm efter at Peter Jackson har sat så tydelige og uslettelige spor i genren. Ringens Herre havde det hele. Fremragende skuespil, fabelagtige effekter, humor, eventyr og ikke mindst den svære ingrediens; den, der gør at filmen appellerer til både kvinder og mænd, gamle som unge. Ringenes Herre var en succes hele vejen rundt og er i dag milepælen, som alt måles op imod.

Stefan Fangmeiers filmatisering af Christopher Paolinis {Eragon} er ikke i nærheden af at kunne gøre Ringenes Herre kunsten efter. Den er mindre ambitiøs, mere stilet mod unge drenge med fantasien i orden, og det er ærlig talt en smule kedeligt at skulle se den til ende. Ikke mindst fordi tempoet i filmen er skrantende og skuespillet aldrig når op over det jævne. Dette er mere Dungeons and Dragons endnu engang, end en genfortælling af en hæderlig bog.

Det er først og fremmest manuset, der er i vejen. Historien om en ung dreng, der finder et drageæg fungerer rimeligt på bogens sider, men når det smides op på lærredet, så fik jeg med det samme kuldegysninger og begyndte straks at tænke på Dragonheart, en helt igennem rædselsfuld film med Dennis Quaid og Sean Connery i hovedrollerne. Bedre bliver det ikke af, at alle er de største stereotyper i lange tider. Desuden overspiller flere af de store skuespillere i den grad. Det er nærmest pinagtigt at se John Malkovich i rollen som Kong Galbatorix (ja, med x, for det er rigtig eventyragtigt), siddende på en stentrone med ild rundt om sig, mens han gnækker løs. Også Jeremy Irons ligner mere en, der skulle have smør på brødet, end en mand der rent faktisk har lyst til at være der.

At filmens slutning også lægger op til en toer (som naturligvis kommer), gør mig kun endnu mere bange for fremtiden. Eragon har bestemt ikke hverken format eller historie til at ende som en trilogi, men lur mig om det ikke er præcis, hvad der kommer til at ske. Øv...