Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Enclave

Enclave

Svenskerne har tidligere vist, hvordan et godt spil skal skrues sammen på både konsol og PC, men Enclave er ikke et af dem.

Mørkets tropper myldrede frem mod lysets højborg Celenheim. Mørkets leder smiler for sig selv, balancen er ved at være brudt, endelig skal mørket sejre. Midt i elendigheden træder en lysets troldmand frem. Udfordrende træder han frem mod den sejrssikre dæmon. I én bevægelse løfter han sin stav i vejret, og inden dæmonen når at ane konsekvensen, støder han staven i jorden. En dyb afgrund åbner sig, og sluger såvel mørkets leder som resten af hans slæng. De resterende af mørkets afkom er isoleret, og Celenheim er reddet. Men tiden går og tiden heler. Afgrunden vokser sammen, og bringer med sig kryb, som tørster efter hævn. Tiden er atter klar til en konfrontation mellem mørket og lyset.

Den evige kamp
Du kastes nu ud i den evige kamp, og i løbet af spillets forløb får du sågar mulighed for at vælge side. Der er muligheden for at vælge mellem tolv forskellige hovedpersoner, der løbende bliver tilgængelige. Du har dog først mulighed for at styre mørkets enheder, efter at have gennemført de første ni missioner. Heltene er variationer over krigere, magikere og den gyldne mellemvej, og fordeler sig med seks enheder for hver side. Hovedvægten i Enclave er lagt på decideret action, du skal altså bruge musklerne frem for de små grå. Kontrollen med din figur er meget ligetil, og er kongruent med styringen i Halo. Højre controller styrer synsretning, venstre controller klarer bevægelserne, og højre trigger manøvrerer dit aktive våben. Synsvinklen kan såvel være i tredje eller første persons perspektiv, hvor førstnævnte er klart at foretrække. Der sker nemlig konstant noget på skærmen. Fjender myldrer frem fra alle sider, og sågar oppe og nedefra. Derfor er det essentielt, at forsøge at bevare bare et vist overblik for at overleve. Ikke at tro at du ikke dør ofte alligevel - for det gør du.

Meget frustrerende
Det er ikke fordi modstanderne kæmper specielt intelligent. De overvælder dig blot med deres antal og styrke. Derudover har de da en vis form for strategi, da svagere væsner forsøger at bekæmpe dig fra distancen. Den halvsvage AI er videreført til de enheder, du af og til har til at hjælpe dig. Her skal du ikke kun tænke på dit eget helbred, du får også travlt med at redde livet på dine kompagnoner. Derudover er der ikke løbende mulighed for at gemme din fremfærd. Du bliver nødt til at holde tungen lige i munden, og gennemspille hele missionen før du kan sætte et bogmærke. Kombineret gør det missionerne unødigt svære og uhyre frustrerende. At det er så frustrerende er dybt ærgerligt, for faktisk er spillet fantastisk underholdende. Det er herremorsomt at ondulere fjenderne, styringen er bare noget knudret, så man kæmper oftere med kontrollen i stedet for fjenderne. Du kan løbende udvikle dine helte og give dem nyt udstyr. Dette, kombineret med de tolv spilbare figurer, giver en god genspilsværdi.

Guf for sanserne
Teknisk set er det atter en blandet fornøjelse. Det virker lidt, som om det har skulle gå lidt for hurtigt til sidst, så der er en række småproblemer. For det første så er der nogle fæle clipping problemer, hvor folk stikker lemmer gennem ellers massive genstande. Derudover er der problemer med døde kroppe, der på mystisk vis svæver i luften. Dette opvejes dog af noget af den flotteste grafik der er set på en konsol. Teksturerne er utroligt detaljerede, og animationerne er gengivet med et meget højt antal polygoner. Det samlede indtryk er fantastisk. Du vil ofte bare sidde og beundre de levende baggrunde og de stilfulde karakterer.

Desværre har det sin pris, og frameshastigheden lider af og til, når der sker meget på skærmen. Derudover er der lidt problemer med bump mapping, hvor genstande fremstår slørede og udetaljerede, når de ses fra nært hold. Lyden er meget stemningsfuld. Den fremstår i Dolby 5.1, og akkompagnerer flot handlingen på skærmen. Dette gælder såvel den episke baggrundsmusik, som de virkningsfulde lydeffekter. Det er fantastisk at løbe gennem de flotte landskaber, med pile hvislende omkring dig. Enclave er et spil der har meget for sig, men som desværre også har meget imod sig. Du skal være velsignet med en ekstraordinær tålmodighed for at få glæde af titlen. Skulle dette være tilfældet, så er der også god underholdning i vente. Dette i et af de flotteste virtuelle universer jeg har set.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Flot grafik. Stemningsfuld lyd. Mange forskellige spilbare figurer (onde som gode)
-
Ingen multiplayer. Frustrerende. Nogle store tekniske problemer.