Elles

En presse-screening foregår altid om morgenen, typisk ved en halv ti-tiden. Det betyder at jeg altid er lidt døsig når jeg sætter mig i biografen. Gåturen derhen foregår i en slags trance, og det første jeg reelt opfatter er biografens (i det her tilfælde Grand Teatrets) rum. Mit mentale filter er skinnende hvidt, endnu uberørt af de tusind ting jeg skal høre, læse og se når jeg forlader salen. Jeg beklager hvis jeg lyder som en komplet galning lige nu, men jeg blev grebet af en besynderlig ærefrygt. Som om biografen var et hoved og det røde forhæng foran lærredet var øjenlåg der åbnede sig. Det skulle vise sig at jeg havde valgt den helt rigtige film til at tænke de her bizarre tanker.

Vi følger Anne, en nogen-og-fyrre-årig journalist for Elle Magazine i Paris, der skal skrive en artikel om unge, kvindelige studerende der sælger deres krop for at få hverdagen til at køre rundt. På sin vej møder hun Charlotte og Alicja, to smukke piger der uforstyrret har sex med højestbydende. Det har sin effekt på Anne, der langsomt bryder sammen og stiller spørgsmålstegn ved sit eget liv.

Det er en meget intern, underspillet fortælling. Det er svært overhovedet at beskrive Elles som havende et plot med en begyndelse og slutning og fungerer i stedet som et dybdegående karakterportæt. Der hoppes rundt i tid og sted mellem de tre kvinder, og det tager lidt tid at vænne sig til, men efter det første kvarter falder det hele fuldstændig naturligt. Det bliver især interessant senere, når det ikke længere er sikkert om prostitutions-scenerne i virkeligheden er noget Anne forestiller sig. Lidt ligesom Tree of Life er det en film der møder én på halvvejen, det kræver et personligt engagement for at få det hele med.

Når vi følger enten Anne eller Alicja er billederne utroligt distancerede. Da en mandlig kunde stiller sig op og tisser på Alicjas bryster præsenteres det som den mest almindelige ting i verden. Vi som publikum, sammen med Anne, smugkigger ind af nøglehullet og må selv tage stilling til hvad vi ser. Det bliver til tider ret chokerende.
Den dragende, hypnotiske effekt af den her oplevelse ville dog aldrig være blevet opnået hvis det ikke var for det top notch skuespil.

Juliette Binoche giver en af hendes karrieres mest intense præstationer som Anne, på trods af hun langt størstedelen af vejen gør meget lidt. Anaïs Demoustier som Charlotte er utrolig dygtig i måden hun balancerer rå seksualitet og en rørende ømhed på, og Joanna Kulig som Alicja er en karisma-bombe.

På trods af al den ros jeg drysser over Elles er der en meget vigtig pointe jeg må komme med. Karakteren jeg giver her er udelukkende baseret på at jeg har set den i biografen. Jeg tvivler på den vil fungere særlig godt hjemme i stuen. Det kræver et mørkt rum og en enorm skærm, så man uden forstyrrelser kan fordybe sig i det man ser. Vi er konstant i Annes hoved og antallet af detaljer i Binoches skuespil når kameraet er tæt på hende er overvældende. Salen man sidder i bliver en forlængelse af hende.

Desværre holder Elles ikke hele vejen. Jeg har et stort problem med slutningen, som jeg naturligvis ikke vil afsløre her, men lad mig bare sige at den er meget europæisk. Jeg forventer ikke noget åbenlyst eller sort-hvidt, det er ikke muligt i en så reflekterende film som det her, men det er lidt ligesom hvis en affyret pil midt i luften pludselig beslutter sig for at vende om.

Med det sagt kan jeg på det allervarmeste anbefale Elles. Hvis du er frisk på en meget anderledes oplevelse og er villig til at overgive dig fuldstændigt til prostitutionens tabubelagte verden, så lover jeg du ikke vil fortryde det.