Elebits
Asmus har ledt efter de strømførende Elebits overalt, kun bevæbnet med en Wii-mote. Hør alt om hans oplevelser med Konamis første spil til maskinen...
For 10.000 år siden slog lynet ned og med sig bragte det en race af små, elektriske væsner kaldet Elebits. Forestil dig en kombination mellem den pussenuttede charme fra Pokémon og en elektrisk åls stødende evner, og du har en Elebit. Takket være disse har mennesket slet ikke behøvet at bekymre sig om vedvarende energi, udskiftning af AA-batterier eller lignende. Men så en dag skete der pludselig noget med de små Elebits. De forsvandt og efterlod sig en klode fuldstændig uden elektricitet. Kan du gætte, hvem der skal fange Elebits og genoprette ro og orden? Rigtigt gættet. Det er nemlig dig.
Værktøjet, der skal hjælpe dig på din færd, er en dims, der får {Half-Life 2}s Gravity {Gun} til at ligne en rekvisit fra en science fiction-film fra 50’erne. Foruden en stråle, der kan indfange Elebits, kan våbnet også manipulere med omgivelserne. Processen kunne ikke være mere enkel. Du peger simpelthen bare og trykker på en knap. Mere fingergymnastik ligger der ikke i spillet. Simpliciteten gør det nemt at gå ombord i, og du kan i stedet bruge energi på at lede efter de små flygtige væsner. Det kræver dog sin mand, at finde dem og lure dem ud af skjul. I bedste tilfælde er de sky, i værste tilfælde gør de absolut alt, hvad de kan for at komme væk fra dig og din tyngdekraftsbestridende pistol. Våbnet har to former for powerup. Én lammer alle Elebits i nærheden, mens den anden omdanner pistolen til et maskingevær med målsøgende færdigheder. Sidstnævnte gør spillet en smule mere hektisk, idet alle Elebits på skærmen får påmalet en skydeskive. Herefter gælder det bare om, at skyde så hurtigt som muligt for at indfange de generte fyre.
Ved at fange Elebits skaffer man sig mere elektricitet og mere energi til pistolen. Det tjener to formål: Først og fremmest bliver elektriciteten brugt til at drive forskellige husholdningsmaskiner, græsslåmaskiner, fjernsyn og så videre. Pistolen bliver også stærkere efterhånden, hvilket gør spilleren i stand til at løfte større og tungere ting.
Til at begynde med starter man i køkkenet og må nøjes med at løfte små ting som tallerkener, papæsker og gulerødder, men som spillet skrider frem vil biler og huse ikke være nogen hindring. Elebits kan gemme sig overalt, så derfor bliver man nødt til at undersøge alle objekter i ens nærhed. Her gælder det ikke bare om at rydde hylder, tømme skabe og vælte absolut alt, du kan finde, ned på gulvet. Små handlinger bliver også belønnet med Elebits. En enkel handling er at tænde for en vandhane og se Elebits sprøjte ud. Lidt mere avanceret bliver det, når spillets microovn har fået energi nok. Så kan man stoppe en pakke popcorn ind i den, og belønningen er endnu engang en dynge Elebits.
Alle genstande i spillet kan manipuleres på den ene eller den anden måde. Løse genstande kan løftes og smides med. De fleste genstande skal bare flyttes, men hist og her er der genstande, der har lidt flere muligheder. Med et kækt sving med håndleddet kan man kaste en basketball lige i kurven, hvilket naturligvis betyder en regn af Elebits. Fysikken er ikke lige på kornet, hvilket betyder, at genstandene føles en tand for lette. Tallerkener og papæsker flyver rundt regnet lidt elegant gennem luften. Det ændrer sig forhåbentlig, når spillet havner i butikkerne.
Døre af forskellig art samt elektriske apparater kan også manipuleres. Døre åbnes ved, at fæstne pistolens stråle på et dørhåndtag og simpelthen bevæge hånden, som åbnede man en dør i virkeligheden. Ligeledes åbnes der for vandhaner ved, at gribe ved hjælp af pistolen og dreje i håndleddet. Ikke nok med, at bevægelserne minder meget om dem, man udfører i sin dagligdag, de gør det også hamrende nemt at spille.
Kontrollen er fantastisk solid og det varer ikke mange sekunder, før selv den største nybegynder jonglerer rundt med sigtekornet som Clint Eastwood i en bedre Dirty Harry-film. Der er samtidig en vis underholdningsværdi i et hive gulerødder op af jorden, for at lure Elebits frem. Stilen som spillet lægger for dagen byder på primærfarver så det basker og burde virke indbydende på alle. Den er dog på ingen måde i nærheden af den fest af farver og grafiske lækkerier, som eksempelvis {Super Mario Galaxy} blærer sig med. Foruden spillet hoveddel skulle der også være udfordringer, hvor man skal opsamle en vis portion watt på kortest tid, samt være fermere med en Wii-mote, end vennerne er det.
Kontrollen samt den store tilgængelighed tæller absolut i Elebits favør, og det bliver bestemt spændende at bruge mere tid i selskab med de små væsner.