Eggo Mania
Eggo Mania er ikke navnet på K-salats nyeste produkt, men derimod Kemco’s seneste puzzle-udspil.
Eggo Mania er ikke navnet på K-salats nyeste produkt, men derimod Kemco’s seneste puzzle-udspil. Spillet er en puzzler af den gamle skole, og bærer store ligheder med klassikeren Tetris. Eggo Mania er udkommet til både PS2, GameCube og GBA, og kan bedst betegnes som Tetris møder Bust a Move. Spillet er ikke just blevet udråbt som et superhit på konsollerne, men GBA-versionen klarer sig en hel del bedre. Tetris (og kloner deraf) har altid begået sig godt på de håndholdte, og en god puzzler kan gøre selv de længste togture en hel del kortere. Eggo Mania er ingen undtagelse, men spillet er dog ikke uden fejl.
Kolesterol-fyldte Kalcium-helte
Forhistorien er stort set ikke-eksisterende i Eggo Mania, og er også ganske uinteressant i spil af denne type. Spillet har helt klare paralleller til Tetris, og byggeklodserne er tilmed identiske. Den markante forskel er dog, at man i Eggo Mania ikke skal af med byggeklodserne, men derimod stable dem så højt som overhovedet muligt.
Efter at have valgt en ægge-helt (der er flere at vælge imellem), starter en kamp med fingerfærdighed og arkitektonisk sans som de vigtigste våben. I bedste Bust a Move-stil kæmper du ikke blot mod tiden, men også mod en ondsindet modstander. I starten af hver bane falder din valgte ægge-figur ned fra et flyvende transportmiddel af den ene eller anden art. Dette kan være alt lige fra en varmluftsballon til en UFO - om det er det ene eller andet har dog ikke nogen indvirkning på selve spillet. Efterfølgende vælter det ned med byggeklodser i alskens udformninger, og det er med disse, at du skal stable din vej op til ballonen, UFO’en osv. Man skal dog være nøjsom med byggeriet, da huller i bygningsværker resulterer i sammenstyrtninger. Du kan selv vælge hvilke af de nedfaldende klodser du vil benytte, hvilket er en godt aspekt, som giver spilleren lidt mere frihed. De ubrugte byggeklodser falder blot ned i vandet, som er at finde i bunden af hver bane.
Byg det op fra bunden
Du kan naturligvis ikke bygge i ro og mag, da både diverse skabninger og din modstander gør livet surt for dig. Vores ægge-helt kan naturligvis give igen af samme skuffe, og dette gøres med de powerups, som sammen med byggeklodserne falder ned fra himlen. Der er findes powerups i flere afskygninger, men de sjoveste er da helt klart dem, som gør livet surt for modstanderen. Her har du bomber, grumme tordenskyer, ødelæggende hakker osv. til rådighed. Det heldige æg som stabler/kæmper sig til vejrs først har vundet, og er dette tilfælde spilleren, får han/hun lov til at fortsætte til næste bane
Gameplayet er identisk i banerne, med undtagelse af de irriterende monstre. Grafikken er ligeledes forskellig fra bane til bane, som er inddelt i temaer - disse spænder fra det ydre rum til mystiske jungler.
Styringen fungerer virkelig godt, og spillets tutorial får selv den mest fumlerfingrede spiller hurtigt i gang med byggeriet. Ægge-figuren reagerer prompte på ens kommandoer, og efter blot 1 times spil ligger styringen nærmest på rygraden. Musikken er meget varieret, på både godt og ondt. I visse baner er melodierne gode og muntre, mens de i andre baner er direkte irriterende. Lydmagerne har prøvet, at efterligne lyden af elguitarer på GBA’en, hvilket mildest talt ikke lyder specielt godt. Lyspunktet på lydsiden er helt lydeffekterne, som er sjove og velfungerende.
Godt, men ikke æg-cellent
Eggo Mania er uden tvivl et værdigt forsøg på, at pifte Tetris-genren op. Det virker dog lidt som om, at udviklerne har grublet over hvorledes de kunne give denne Tetris-klon et anderledes og humoristisk twist. Efter flere timer i tænketank har en af udviklerne givetvis udbrudt; "Vi skal da ha’ æg!". Jeg havde forventet, at man skulle stable æg eller noget i den retning, men æggene er kun repræsenteret i form af de forskellige karakterer.
Spillet kunne have været spækket med små variationer og finurligheder, men ensformigheden sniger sig langsomt ind på én. Desuden er Eggo Mania desværre en anelse for nemt, og sværhedsgraden skal skubbes helt i vejret før det bliver svært. Ydermere tilføjer de irriterende monstre på banerne et tilfældigheds-aspekt, som oftest er ret belastende. Titlen bliver aldrig en klassiker, men du kan helt sikkert få mange af timer til at gå med de byggeglade æg. Spillet er i hvert fald den bedste GBA-puzzler siden Zoocube, og kan uden tvivl anbefales til fans af genren.
Gamereactor Danmark