Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Ecco the Dolphin: Complete

Ecco The Dolphin

Nu er Ecco tilbage, og han er kommet langt siden sidst. Denne gang springer han ud på Dreamcast, for første gang siden Sega Mega Drive.

Bare man dog var en delfin!
Jeg må nok erkende at ingen andre dyr kan fascinere mig så meget som delfiner. Lige siden jeg var nede og dykke med delfiner i Rødehavet har jeg haft en meget stor forkærlighed til dem. Hvis jeg kunne vælge at blive et dyr, så er der ingen tvivl om det skulle være en delfin.

Det er efterhånden gået en del år siden den første Ecco blev smidt på markedet. Den kom dengang til Sega´s Mega Drive, og var for så vidt en meget original titel. Nu er Ecco tilbage, og han er kommet langt siden sidst. Denne gang springer han ud på vores 128 bit Dreamcast maskiner, og kan slet ikke sammenlignes med hans sidste optræden.

Genopret balancen
I modsætning til de stakkels definer vi kan få lov til at opleve i diverse parker og akvarier, så er Ecco´s liv noget mere kompliceret. Historien går ud på at delfiner har et helt specielt forhold til menneskene, men desværre går det skår i glæden da en ukendt fjende fra rummet ødelægger dette forhold. Ecco selv ryger ind i en tidsspiral, og han er jordens eneste håb, ikke mindst hvis han skal oprette det gode forhold mennesket havde til delfinerne. For at få delfinernes hemmelige kræfter tilbage, bliver han nødt til at svømme gennem forskellige tids zoner, og samle dem sammen.

Visuelt smukt
Det første der sker når man starter spillet er at man lægger mærke til grafikken. I Ecco er grafikken næsten ubeskrivelig! Omgivelserne er utroligt flotte, men ikke mindst Ecco´s bevægelser er værd at lægge mærke til. Det er lige før man skulle tro at det var en film som kørte når man ser ham svømme, hoppe, stå på halen, og hvad han nu ellers laver. Jeg brugte flere timer bare på at lege med Ecco, inden jeg overhovedet gad at starte på selve spillet. Ikke nok med at Ecco er vidunderlig at se på, så er det næsten lige så sjovt at svømme rundt og kigge på de andre dyr der er under vandet. Det er også her at jeg lærte hvordan Ecco kan navigere på det store åbne hav. Han har en form for ekkolod, og kan tegne et kort hvor man kan se en masse forskellige ting på.

Ecco, en venlig delfin
Spiller virker i starten meget simpelt, men der venter en stor overraskelse! Først level er meget simpelt. En hval-mor har mistet sit barn, som sidder fast under nogle klipper. Ecco kan ikke selv flytte de store sten, så han må han og snakke med to andre delfiner for at få hjælp. Snart efter er ungen fri, og Ecco kan så svømme videre til level 2. Her går det rigtigt løs, og allerede på level 2 kan man være glad for at man tog sig tid til at lære hvordan man manøvrer en delfin. Ikke nok med at kan kommer op at slås med to hajer, så skal han til at lære nye "sange".

Syng en sang
For at kunne kommunikere med forskellige andre undervands dyr skal Ecco nemlig kunne deres sprog, og han er meget lærenem! For at få nye opgaver på et nyt level, skal Ecco nemlig have dem fra forskellige dyr som han skal hjælpe, og som tak for hjælpen plejer han at få en eller anden belønning. Ikke nok med at de forskellige sange er en nødvendighed, så kan de også bruges til at åbne diverse små bonus "levels". For eksempel kan man blive inviteret til at svømme om kap, eller fange en bestemt fisk. Alt sammen små ting som gør spillet endnu mere charmerende. Sidst men ikke mindst får Ecco meget ofte brug for hjælp, og det er også her han gør brug af sine sprogfærdigheder. Han skal blandt andet på et tidspunkt svømme igennem en grotte, og så er det meget godt at han kan bede nogle små fisk om at svømme med og lyse op for ham.

Sværere end man lige tror
Jeg må sige at jeg personligt var meget overrasket over hvor svært spillet egentligt er. Når man kigger på æsken ser det meget simpelt ud, men det tog mig meget langt tid at bare gøre level 2 færdigt. Der er mange faktorer som spiller ind når man styrer Ecco. For det første synes jeg personligt at den måde man får serveret sin opgave på er noget kryptisk, men man kan jo heller ikke forvente at de forskellige fisk kan kommunikere specielt godt med en delfin. Det næste man skal tænke på er haj angreb, da de kan gøre rigtig meget skade. En delfin kan heller ikke leve på tom mave, derfor en det nødvendigt at spise nogle fisk engang i mellem. Det jeg tit glemte var desværre den mest essentielle ting: En delfin er ikke en fisk, men et pattedyr! Den har lunger og ikke gæller, så man skal op og trække lidt frisk luft rimelig ofte.

De bedste sider af Dreamcast
Personligt synes jeg at Ecco er et kanon godt spil. Hvis vi lige ser bort fra hvor meget jeg elsker delfiner, så kan jeg stadig stå inde for at det virkelig er pengene værd. Bare på det rent grafiske overgår det alt jeg nogensinde har set på diverse konsoller. Spillet viser virkelig hvad en Dreamcast kan! Med hensyn til lyden, så er den på ingen måde dårlig. Det kan godt være at nogle vil blive træt af musikken, da det lyder som noget new-age afslapnings musik. Personligt kan jeg godt leve med den, og jeg nyder stadig de lyde som Ecco eller de andre dyr omkring ham laver.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Flotteste grafik nogensinde set
-
Sværere end man umiddelbart tror