Dynasty Warriors

Lad mig være ærlig fra starten af. Mit hidtidige kendskab til Dynasty Warriors-serien kommer stort set udelukkende fra en to minutter lang YouTube-video kaldet Dynasty Warriors 3: Defining EPIC in video games. Her serveres vi for en perlerække af overdramatiske scener leveret af stemmeskuespillere, der kompenserer for deres manglende kinesiske udtale (Cow Cow) ved i stedet af give den FULD gas. Hver eneste replik enten råbes eller deklameres med en patos, der ville synes selv Shakespeare en kende overdrevet; skærmen fyldes med lyn, ild og andre effekter, og i baggrunden lyder en tung guitarsolo.

Efter at have set den nye film Dynasty Warriors på Netflix, må jeg konkludere at det var den perfekte optakt. Den Hong Kong-baserede instruktør Roy Chow og hans rollebesætning bestående af skuespillere fra både Taiwan og Folkerepublikken Kina leverer et fedt actionbrag, der som få film rent faktisk fanger den unikke stil og fortælleteknik fra spilbranchen.

Dynasty Warriors er baseret på Koei Tecmos spilserie, der selv er inspireret af den klassiske kinesiske tekst Beretningen om de tre kongedømmer. Det hele åbner med en storslået kamp. Han-dynastiet er på randen af kollaps og imperiets tropper er pressede i kampen mod bondeoprørsbevægelsen De gule turbaner. Assisteret af en flamboyant magiker er oprørerne lige ved at få has på generalen Dong Zhuo. I en prægtigt komisk scene klamrer dusinvis af zombierebeller sig til hans galoperede hest, og det virker til at være overstået. Men i sidste øjeblik dukker tre unge krigere op og redder generalen: Liu Bei, Guan Yu og Zhang Fei.

Det viser sig dog at være en skidt ide at redde generalen, da Dong Zhuo efterfølgende begår et kup og afsætter Han-Dynastiets barnekejser, for at holde sammen på imperiet. Effekten bliver dog den stik modsatte, da 18 utilfredse krigsherrer slår sig sammen under fælles banner, for at vælte generalen af tronen. I resten af filmen følger vi derfor de unge krigere og den nye hærs forsøg på at vælte Dynastiets uretmæssige leder.

Blandt de utilfredse generaler er Cou Cou. Den kinesiske skuespiller Wan Kai indkapsler alt, hvad der fungerer i denne film, i rollen som den ambitiøse hævner. Den historiske Cao Cao var både krigsherre, statsmand og poet, og filmen fanger alle aspekter, uden på noget tidspunkt at forklare hans baggrundshistorie. Filmens skabere har indset, at psykologiske dramaer ikke hører nogen steder hjemme i en film, hvor utrolige krigere besejrer hundredvis af fodfolk med et enkelt superangreb. I stedet defineres filmens karakter udelukkede ud fra deres optræden i deres respektive scener, og det er ærlig talt forfriskende.

Det er også her, at spilserien og den klassiske litteratur findes fælles fodslag. Der er noget næsten mellemsekvensagtigt over filmens dramatiske scener, og den får sjældent for lidt. Hver eneste scene flytter plottet fremad og lærer os mere om karaktererne og den overordnede handling. Alt det unødige personfnidder, som selv den mest hjernedøde actionfilm nu om dage er sovset ind i, er fuldstændigt skåret bort, og filmen føles som en to timers lang galop. Endelig så passer de højstemte replikker fint med kildematerialet, og ingen karakterer opfører sig, som var de cosplayere fra det 21. århundrede, hvilket desværre ofte er tilfældet nu om dage.

Filmens højstemte tone blødes ofte op af lidt humor, der særligt kommer til udtryk i de mange kampe. Når menige soldater støder sammen, er det blodigt, brutalt og hurtigt overstået, sikkert meget lig et ægte slag. Men når vores helte træder ind på kamppladsen, får den lige et helt tandsæt ekstra. Zhang Fei og de andre krigere svinger deres store våben med største selvfølgelighed, og slår på imponerende vis hundredvis af de stakkels statister flere meter og i luften med hjælp af vældige trykbølger og magi. I en virkelig underholdende horse chase sparker Cao Caos hest til en flammende sokkel og formår at sætte ild til et helt regiment af bueskytter. Ja, det er fuldstændigt overdrevet. Men ligeledes er kildematerialet.

Filmens effekter er fine budgettet taget i betragtning (cirka 30 millioner dollars), og heldigvis er tempoet tilpas højt til at dække over de mest åbenlyse tricks. Den episke rockmusik, vi kender fra spillene, er også til stede, og det giver lige kampene det allersidste. Det virker dog til, at under den klimatiske kamp mellem vores tre helte og generalen Lü Bu (Louis Koo) kunne special effect-afdelingen ikke længere følge med. Og det kan seeren næsten heller ikke, da et alt for højt tempo og meget halvfærdige effekter sætter et skuffende punktum for action-delen.
Dynasty Warrior er ikke stor filmkunst. Men det er et solidt og underholdende actionbrag, der rent faktisk fanger spillets unikke præsentation og ikke blot låner dets historie og karakterer. Er du træt af Hollywoods standardiserede formular, så giv denne film et skud.