Dragonball Evolution

Det er med et noget fåret ansigtsudtryk, at Blichfeldt overrækker mig den seneste bunke film til anmeldelse, og alarmklokkerne begynder straks at kime som en bedre edderkoppesans. Det står hurtigt klart hvorfor: Dragonball Evolution er blandt ugens film. Som storfan af det skæve manga-univers vil han gerne undgå at have spoleret sin passion for serien, og da jeg ikke har brugt megen tid med Goku og kompagni, mener han derfor, at jeg ikke kommer til at lide samme grad af overlast.

Sidder du også som storfan af serien kan jeg roligt afsløre, at denne film ville svare til at genfortælle Biblen med sætningen "Der var en fyr, der kunne gå på vandet, men så fik han et kors". Med andre ord er Dragonball Evolution Z-edition et sammenkog af flere hundrede kapitler i den populære japanske serie, rørt sammen til en familievenlig nyfortolkning fyldt med intetsigende replikker og tjubang-action.

For 2000 år siden blev verden næsten udslettet af en række grumme rumvæsener, hvorefter de syv magiske dragonballs blev spredt rundt på kloden. For 2000 år siden blev verden næsten udslettet af en række grumme rumvæsener, hvorefter de syv magiske dragonballs blev spredt rundt på kloden. For 2000 år siden blev verden næsten udslettet af en række grumme rumvæsener, hvorefter de syv magiske dragonballs blev spredt rundt på kloden.

Nej, det foregående afsnit var ikke en trykfejl, men en blid indførsel i dialogen du kan forvente i filmatiseringen. Sætningerne bliver gentaget så mange gange, at man skulle tro, at instruktøren desperat klynger sig til de få plotelementer, som han har haft kendskab til under overførslen fra tegninger til film.

Fans vil ganske sikkert være grædefærdige: Ifølge filmen er Goku nemlig en hvid highschool-knægt, der på hans 18-års fødselsdag realiserer sine fantastiske kræfter og derefter må samle alle syv dragekugler for at redde verden. De halvlumre vittigheder fra originalen er kraftigt nedtonede, volden er afløst af lidt for familiekække kampscener, og det hele lugter af hurtige penge for Fox.

Master Roshi, Yamcha, Chi Chi og det meste af slænget er inkluderet, men mange fans vil nok krumme tæer, og erkende at det mest genkendelige er Gokus gi, der optræder i få minutter af filmen. Til gengæld giver det tynde plot masser af muligheder for at fornøje sig med at finde på nye underholdende navne til hovedpersonerne uden frygt for at gå glip af handlingen undervejs. Således ender Piccolo som Grønmanden under min kyndige nyfortolkning.

Denne film kræver med andre ord, at man er en 8-årig knægt, der synes om de flotte og farverige billeder, de hurtige kampscener, det overdrevne skuespil, samt de til tider lidt for tv-prægede specialeffekter. Er man lidt ældre end otte, vil man måske endda sætte pris på den ganske hæderlige kærlighedshistorie der opstår mellem Goku og Chi Chi. I de tilfælde, vil eventyret sikkert tage kegler, når man kickbokser hele vejen hjem fra den lokale Blockbuster, mens man dagdrømmer om at blive superhelt som voksen.

Er du fan af Dragonball-universet, bør du derimod holde dig langt væk, med mindre du er utroligt tilgivende. Og for alle os andre? Til tider hæderlig, men som oftest forudsigelig og intetsigende underholdning, der er glemt i samme øjeblik slutteksterne ruller. Karate Kid på dårligt trip om du vil.