Downton Abbey

Downton Abbeys 52. og sidste episode blev vist engang i 2015 og selvom den ikke afsluttede serien definitivt, kom det alligevel som en overraskelse for mange, da en kommende film blev annonceret. Og det er heller ikke sikkert at denne er afslutningen på Downton Abbey, eftersom der allerede er tale om muligheden for en 2'er.

Efter at have sat forventningerne professionelt lavt, fik jeg endelig set seriens opfølger i går. Og selvom over 90% af publikummet var kvinder i en alder af +50 var jeg bestemt underholdt. Filmen er som et varmt karbad, behageligt at synke ned, sætte den kritiske hjerne på kanten og bare nyde hvad der sker. Er det primært bobler og varme? Ja. Men det er altså også tiltrængt nogle gange.

Plottet er knap værd at uddybe: på trin med seriens omdrejningspunkter, hænder utroligt lidt. Det bliver annonceret, at den engelske konge og dronning har planlagt at besøge Downton Abbey, hvorefter kaos medfølger. Hvordan skal de få gjort rent i tide, hvem skal gøre hvad, etc. Og når det så bliver meddelt, at Downton Abbeys ansatte ikke selv skal foretage noget, men de royale selv har tjenestefolk, bliver det for alvor hektisk. Eller det vil sige, det gør det faktisk ikke rigtigt. Filmen er nemlig ligeså mild, letfordøjelig og neddæmpet som serien. Den forbliver fantastisk britisk og tyr ikke til at gøre plottet mere dramatisk og ekstremt på grund af medieskiftet. I stedet er filmen yderst tro mod seriens natur, selvom budgettet tydeligvis er større i denne omgang.

Som sædvanligt er plottet tilegnet til herregårdens beboere og tjenestefolk, som alle har sine egne små problemer og misforståelser imellem. Men hvor en episode typisk varer en times tid og er dedikeret til en lille håndfuld karakterer, forsøger filmens to timer at bringe intet mindre end 30 karakterer i spil. Det er ambitiøst at have et plot, hvor der er plads til alle 30 og det er ikke altid lige vellykket. Men det er utroligt tæt på, og mere end hvad man kunne håbe.
Enkelte karakterer har kun en enkelt eller to replikker, og som sædvanligt centreres fortællingen om et par individers interaktioner og (mis)kommunikation. De karakterer hvis narrativer man dykker ned i får alle rigeligt plads til at være underholdende, selvom det naturligvis er på bekostning af andres plads og særdeles forudsigelig konfliktnedtrapninger. Alt plotrelateret og twists kan derfor ses lang tid forud, men det er en lille pris at betale for det færdige produkt, som er ret poleret for hvad det er.

Men selvom det hele er ret godt, og man forsøger at begrænse sine forhåbninger, er det alligevel vanskeligt ikke at sidde med uindfriede forventninger. Man venter hele tiden på, at der sker et eller andet mindeværdigt. Man forventer en grund til, at man skulle se denne film, fremfor bare at lade den være afsluttet i 2015. Desværre, når man endelig får den banebrydende grund, ankommer den utroligt forhastet, ufortjent og med meget lidt varsel. Og oveni er det en nyhed, man virkelig ikke ønskede at få. Så man sidder med en lidt tom følelse når man går fra biografen.

Som ventet er soundtracket genkendeligt fra serien, og når titelmelodien første gang bliver spillet rammer alle nostalgiske følelser en samtidig. Det virker fantastisk at være hjemme igen. Men selvom det er en af de bedste dele af filmen, er soundtrackets velkendte toner også med til at forsegle, at filmen er ren fan service. Det er en reunion uden egentligt budskab eller gøremål, andet end at inkassere på baggrund af seriens succes. Men det er jeg egentlig okay med, eftersom filmen på intet tidspunkt forsøger at sælge sig selv som andet. Det er et overskueligt, behageligt gensyn, med karakterer man har savnet som familie.

Filmen kan godt ses uden kendskab til serien, men det anbefales ikke, hvis man vil have andet end en generisk fortælling. Uden følelserne af nostalgi er den ikke meget værd.