Dorian Gray

Måske er det filmatiseringerne, der ikke gør bøgerne retfærdighed, men for mig, er Twilight noget med 13-15-årige piger, der hviner i en fyldt biografsal.

Jeg er mildt sagt nervøs, da jeg trykker på play-knappen.

Baseret på en Oscar Wilde-roman af samme navn, følger vi den unge millionærarving Dorian Gray i slut 1800-tallets London. Han føres ind i aristokratiet og bliver hurtigt populær. Da der males et maleri af ham som indfanger hans skønhed, vælger Gray at indgå en pagt med djævelen. Han bærer nu rundt på hemmeligheden, at hans krop aldrig vil ældes, men billedet vil.

Jeg kender intet til den originale roman, men siden den har opnået klassiker-status, må den have udnyttet sit set-up bedre end filmen har. Næsten halvdelen af tiden bruges til at vise Gray, der scorer alle kvinder i miles omkreds, og det er først i de sidste tre kvarter at handlingen endelig kommer i bevægelse igen.

Hovedrolleindehaveren Ben Barnes er godt valgt til rollen som et kønt ansigt, men det føles som om, han aldrig rigtig er kommet i kontakt med sin rolle og efterlader intet som helst indtryk. Heldigvis har vi den altid karismatiske Colin Firth ved hans side som playboyen Henry. Desværre mister man også hurtigt interessen for ham, siden hans replikker kun består af lommefilosofiske visheder.

På trods af de mange skavanker er Grays dilemma stadig interessant. Måden maleriet visner på, mens vanviddet gror i ham, har stadig en hvis emotionel tyngde og gør det til en oplevelse, man ikke glemmer lige med det samme.

Dorian Gray kan anbefales til Twilight-fans (åbenbart) og folk der er interesseret i en passabel spændingsfilm fyldt med sex.