Doomsday

Jeg føler mig fortabt. Jeg kan ikke forklare, hvad jeg lige har set, og hvis jeg prøvede, ville du ikke kunne forstå det alligevel. Men som anmelder vil jeg forsøge mig frem og give dig et bud på, om dette er en film for dig, eller bare det dummeste, du nogensinde har hørt om. Mine tidligere bekendtskaber med instruktøren Neil Marshall, henholdsvis Dog Soldiers og The Descent, efterlod mig et indtryk af en instruktør, som meget vel kunne gå hen og blive den nye mester inden for det stemningsmættede gys, som jeg elsker så meget. Med Doomsday laver han desværre et endegyldigt bevis på, at en dyrere film ikke nødvendigvis er en bedre film. Neil Marshall har skabt en af de mest ujævne og dumme film i lang tid.

Den tidligere Tomb Raider-model Rhona Mitra styrer løjerne under navnet Eden Sinclaire. Da en dødelig virus, kaldet reaper-virussen, bryder ud i Skotland, bliver den unge Eden overgivet til det Britiske militær af sin mor. Kort efter isoleres Skotland af en gigantisk og lang mur. Muren, beskyttet med robotgeværer og militære styrker, er et forsøg på at isolere virussen, og dette lykkes også. Der går 25 år, uden kontakt til det "døde" Skotland, da virussen pludselig viser sit grimme ansigt i England, og det resulterer i undtagelsestilstand. Regeringens eneste håb er Eden Sinclaire, en nu toptrænet superbabe med et fjernstyret kamera i det ene øje, og en stereotyp blanding af forskere og soldater som hendes hold. Deres mission er at tage til Skotland, finde overlevere og komme tilbage med en kur inden for 48 timer. Uden at vide, hvad venter forude, trænger de ind i et psykopatisk ingenmandsland, hvor kannibalisme og tortur er barneleg.

Ja, historien lyder rimelig ligetil, og byder hverken på chokerende twists eller et dybt persongalleri. Hvad Doomsday derimod byder på, er en legeplads, hvor genrer og filmhenvisninger er blandet sammen i en modbydelig cocktail. Hvordan Neil Marshall forventer, at man skal acceptere hans vision af et isoleret Skotland, er mig ubegribeligt. Der er intet troværdigt, smagfuldt eller eftertænksomt ved at møde en flok kannibalistiske punkere, hvorefter man støder på udrustede riddere i en skov. Det eneste, jeg fik ud af filmen var, at man nok ikke skal afspærre et helt land og så forvente, at blive godt modtaget 25 år senere. Men der stopper al logik også.

Skuespillet er ligesom figurerne og replikkerne papirtyndt, og det primære sprog talt i filmen er enten "FUCK!" eller "AAAAAAHH!!". Tilføjer man så en overdreven blanding af blodsprøjt, afrevne lemmer, en nøgen shotgun-bevæbnet tøs i et badekar, samt alt andet, du nogensinde har set og forestillet dig, samlet i én film, så får du Doomsday.

Der er fuld fart på konstant, og jeg kan ikke udelade, at den visse steder sågar er underholdende, men den imponerer aldrig på noget tidspunkt, og det er sådan en skam, når instruktørens tidligere bedrifter er så meget mere gennemførte. Dog Soldiers havde humor og action, The Descent havde den krybende stemning og fabelagtige gys. Denne film er ligesom det isolerede Skotland, et opblæst fejlfyldt eksperiment.