Doom 3
I slutningen af 1993, slap den stort set ukendte udvikler id Software et Pc-spil som skulle vise seg at vende hele spiluniverset på hovedet.
I slutningen af 1993, slap den stort set ukendte udvikler id Software et Pc-spil som skulle vise sig at vende hele spiluniverset på hovedet og skabe en helt ny genre. Spillet var naturligvis Doom, og der gik ikke længe før, hver eneste ejer, af en dengang knaldhård 486, sad som naglet foran monitoren og dræbte Cacodemoner i hobetal. Det var helt gratis til at begynde med, men ville du have hele spillet, så måtte du sende nogle kroner til selskabet.
Doom startede således hele shareware-revolusionen og var også det første spil, der tillod deathmatch kampe over nettet via f.eks. et modem. Desuden var enginen fuldstændig blottet, og derfor kunne fans skabe deres egne baner, våben og monstre. Succesen var en selvfølge. Selv om tidligere spil som Wolfenstein og Ultima Underworld havde forsøgt sig med førstepersonsperspektivet var det ikke noget, der kunne måle sig med den glatte følelse og stemning som Doom besad.
Bare navnet i sig selv siger alt - dommedagsaction med tunge våben og store eksplosioner. Kort tid efter slap id Doom II: Hell on Earth som nu blev lanceret som et dybt kommercielt produkt. Det brugte samme engine og tilføjede egentlig ikke andet end nye baner og monstre, men det holdt alligevel hele vejen. Selv blev jeg så besat af spillet, at det faktisk var grunden til at jeg købte min første Pc - at spille Doom var en oplevelse, der lå så fjernt fra alt andet dengang. Desværre blev der efter udgivelsen af toeren, meget stille i Doom universet og ind fra siden blev Quake sat op, som id Softwares med potente spilserie. Det er rigtigt at der blev lavet en del versioner af Doom til andre maskine, her i blandt konsollerne, men et egentlig Doom III blev der slet ikke snakket om - før nu.
Doom III følger næsten samme handling som de tidligere spil og udspiller sig ca. 150 år inde i fremtiden. Det er altså i bund og grund et vaskeægte remake og ikke en egentlig opfølger som mange nok havde troet. På en forskningsstation på Mars, holder det moralsk tvivlsomme selskab Union Aerospace Corporation til og de ligger og roder med nogle eksperimenter der omhandler dimensionsporte. Selvfølgelig går alt galt og skumle monstre strømmer ud af porten med massakre som naturlig følge deraf. Som en af de få overlevende, er det dig der skal redde hele menneskeheden og så helst slippe ud med livet i behold. Men selvom grundstammen til dette tredje Doom eventyr er den samme, så er der en del nye overraskelser og mellemsekvenser klar. Disse er skrevet af Matthew Costello, der blandt andet i sin tid lavede historien til The 7th Guest, så vi får forhåbentlig en lækker oplevelse med masser af blod.
Doom III bliver ikke bare et pompøst actionspil - id Softwares fornemste mål er nemlig, at skræmme alt hvad der hedder liv ud af dig. De vil ikke bare have at du spiller Doom. Du skal spise, drømme og have mareridt omkring det. Det handler ikke om den dybe psykologiske terror eller gyset - men om den primitive skræk vi alle har liggende under overfladen. Dette mærker man så snart spillet starter op. Du kan ikke vide dig sikker noget sted - slet ikke da omgivelserne er yderst dynamiske. En uskyldig væg kan uden videre væltes omkuld af et enormt bæst med sylespidse tænder. Og skulle du være så uheldig at skyde lyset i rummet i stykker, så kan du dø i mørket. Det gør ingen forskel. Blodet, dit og andres, vil sprøjte ud i takt med adrenalinet.
Mange af de klassiske Doom monstere vender også tilbage, mens der kommer nye og mere skræmmende til. Og der er ikke noget som en Cyberdemon i fuld 3D vel? Nej, vel, det tænkte jeg nok, og det er derfor han er tilbage i denne tredje udgave. Der vil også være scriptede events og scener, der fortæller nye del af historien, som du bevæger dig frem i det enorme kompleks. Noget der er med til at sparke Doom endnu længere ind i dit sind, er den overdådige lyd som leveres i sekskanalers Dolby 5.1 - noget der gør at du kan høre hvad der foregår bag dig. For der er som bekendt ikke noget mere skræmmende end ikke at kunne se det man kan hører. Det soniske tæppe leveres af Trent Reznor fra Nine Inch Nails, og det er også gutten der stod bag musikken til en del af Quake spillene. Den engine der står for lyden er specialskrevet til spillet og tillader ifølge id Sofware at spillet har en helt anderledes akustik - nemlig en der er afhængig af omgivelserne. Derfor vil der være stor forskel på om du affyrer en pistol i en trang korridor eller en enorm sal.
Det er naturligvis først og fremmest grafikken, der er løbet med al opmærksomheden. Der findes ingen ord for hvor lækkert Doom III ser ud. I stedet for at gå på kompromis med halvfærdrige modeller og ujævne texturer, noget der findes meget af på PC’en, så har id fra starten krævet at du ligger inde med noget af en mastodont maskine. Firmaet regner med at mange vil gå på regulær vandring til den lokale computerbutik, da fans vil have opgraderet deres maskine, så de kan spille Doom III med alt dets promt og pragt.
At alle overflader desuden er dækket med flere lag texturer, gør kun oplevelsen endnu stærkere. Doom III stråler af bump-mapping og fremragende spejleffekter. Vi snakker ægte næstegenerations grafik på alle planer. Det er uden tvivl en god ide at købe en helt ny Pc, så man kan se hvad Doom III helt præcist er udstyret med. John Carmack og id Software har være indblandet i nogle af de mest solide FPS oplevelser til dato og Doom III ser ud til at kunne blive endnu en fjer i hatten. Desuden findes der egentlig ikke noget andet spil, der på så mesterlig vis blander Survival Horror og FPS - vi har faktisk vendet os til kun at gøre dette i tredjepersonsview - som det er tilfældet med Resident Evil. For alle med en stærk nok maskine eller for den sags skyld blærer, vil Doom III utvivlsomt være en oplevelse uden sidestykke.
Grafik producenterne gnider sig allerede i hænderne af glæde, for Doom 3 er uden tvivl det spil der kommer til at sætte gang i slaget af nye maskiner - og det samme gør de firmaer der gør sig i underbukser. Vi glæder os bare.