Dom Hemingway

Fem minutters monolog om de eminente egenskaber ved sit eget kønsorgan, så utrolig at hele verden burde tilbede den. Sådan indleder en grænseløs og karismatisk Jude Law sin nærmest solooptræden i Dom Hemingway. Det er en skuespillers film med blikket rettet på én personlighed med flabet retorik og store bakkenbarter. Dom slippes fri efter 12 år i et britisk fængsel og skal indhente sin bonus for ikke at stikke sit bagland. Men resocialiseringens effekt er lille, da Dom indleder sin frihed ved at lave bankekød ud af manden som giftede sig med hans kone under fangenskabet.

Dom Hemingway er en BBC-produceret film med den typiske, britiske look-and-feel. En uendelig strøm af fuck, cunt, cock og shit, kun afbrudt når ordene skylles ned med en pint lager-øl. Vi kender genren fra Guy Ritches flabede og morbide krimikomedier. Langt hen af vejen leverer Dom Hemingway en tilsvarende tilfredsstillelse, særligt på grund af Jude Law, der giver den gas som et kompromisløst stort røvhul på pengetogt.

Historien om Dom suppleres med moralske udsagn, fra "All good things comes to those who wait" til "A man with no options suddenly has all the options in the world". For det giver sig selv at den kriminelle galning må på en erkendelsesrejse og få tæsket et par sandheder ind i knolden. Bogstavelig talt. Desværre er det sjovere at se en alfa-han leve efter overmenneskets princip om udødelighed, end at se en sølle stakkel der skal genvinde sin datters tilgivelse for faderskabets fravær. Halvvejs gennem filmen savner man den "gamle Dom".

Dom Hemingway har en rasende energi, visuel originalitet og dialoger som ville gøre en sømand flov, hvilket sætter gang i det britiske tandsmil. Jude Law leverer et gyldent momentum som den kriminelle legende, men samtidig er udgydelserne hule som en tomt ølkrus, og dens forsøg på indsigt ender i stedet lidt fortabt. Lidt som en druktur: Eksplosivt sjovt - indtil tømmermændene sætter ind.

Ekstramateriale:
Intet.