Dø pandaer, dø!
Lang Lørdag med Lee
Den sidste uge med Gamescom har været spændende. Masser af interessante annonceringer og masser af genkendelige titler. Som vi nu engang havde forventet. I den forbindelse talte jeg og nogle kollegaer om hvilken annoncering, der ville udløse den største shitstorm. Ikke hvad vi glædede os til, men hvilken der ville afføde mest hylen i de små danske hjem.
Og det er egentlig fantastisk. Ikke positivt, men hovedrystende fantastisk. Derfor vil jeg atter engang lege djævelens advokat fremfor at score populær-points.
Her er nogle af kommentarerne som ellers interessante annonceringer høstede.
Ubisoft annoncerer Uplay-salgskanal: "Ubisoft er en skændsel for industrien."
Gratis spilletid på The Secret World "Funcom må se i øjnene, at det er lidt af en dødssejler de endnu en gang har søsat"
World of Warcraft: Mists of Pandaria-trailer: "Kungfu Panda møder WoW... tror ikke det kan blive mere plat... godt man ikke gamer WoW længere."
FIFA 13 "De fremstår som totale boldmongoler."
Og ovenstående eksempler er endda nogle af de pænere. For Gamereactors brugere er endda rigtigt gode til det der med at "give plads". Det er jo så øjnene næsten bløder når man læser IGN- eller Youtube-kommentarer. Men hvorfor så megen negativitet, og hvorfor er det de dårlige nyheder der tiltrækker flest?
Ubisoft? Jeg er absolut ikke fan af deres mislykkede DRM-forsøg eller endnu en spiltjeneste til pc, men en skændsel for industrien? Slet ikke. Pandaer. Og hvad så? De er ikke nye i Warcraft-sammenhæng uanset hvad. Og resten er der jo stadig. {The Secret World}. Ja det ser hårdt ud for Funcom, især hvis man vil sammenlignes med WoW, men lad os nu se. En gratis prøvetur er et godt initiativ. {FIFA 13}? Boldmongoler? Hov, de ligner sgu boldmongoler. Den tager jeg i mig.
Lad os slå fast med det samme, der er ingen grund til ikke at være kritiske. Det er ikke det samme som at retorikken skal være så hård. Det forklarer ikke hvorfor andre ikke må glædes. Og hvorfor gamere nok er tæt på det mest negative folkefærd der findes, når det kommer til kommentarer. Er det fordi de har travlt med at få deres mening ud, så travlt at de ikke kan trykke shift for at få stort begyndelsesbogstav. Så travlt at de ikke kan stoppe og tænke nuanceret. Det er næppe alderen, selvom den selvfølgelig kan spille ind.
Might & Magic Heroes Online
"Hvor er det trist og skuffende at se de store RPG serier i tiden bliver lavet om til online versioner (Det her, Elder scrolls, Neverwinter etc.).
De er indbegrebet af singleplayer som nok mange af os har nydt godt af, og online versioner kan sjældent leve op til forventningerne, men lad os nu se hvor det bærer hen..."
Se det her er kritik, som er leveret, så den er værd at læse.
Hvorfor er det så svært for mange? Og hvorfor kan vi ikke som gamere prøve at leve med, at der skal være noget til alle? Verden er ikke sort/hvid og det behøver den bestemt heller ikke være.
Vi snakkede engang på psykologi-studiet om den her type generation, som ikke længere havde de problemer som tidligere generationer havde. Som ikke længere kunne stoppes af "Når du bliver 18, kan du bestemme". For hvad gør man, når den naturlige personlige udvikling er at gøre op med sine forældre og sin redekasse, men der egentligt ikke er meget at gøre op med? Så flytter man naturligvis aggressionerne til ansigtsløse selskaber eller autoriteter. Man dæmoniserer dem og ignorerer, at der faktisk sidder folk i disse, der er lige så forskellige som du og jeg. Og fremfor at ændre ved dialog, så brænder man bål og råber højt.
Bevares det kan være nødvendigt, der er nok af problemer i spilindustrien, men slet slet ikke i det omfang vi ser det kommenteret.
Men nu kommer jeg vist væk fra det, der var tanken. Hvorfor kan vi som gamere ikke glædes over de ting, der er værd at glædes over og kritisere de ting, der er værd at ændre på, uden at der skal store dramatiske armbevægelser til?
Casual games er udskældte alligevel har vi som gamere i evigheder jamret over ikke at blive accepteret af masserne. Når nu masserne så endelig finder interesse i vores hobby, så er det også galt. Bevares, hvis vi kun ender med Farmville-kloner, så er der grund til at råbe højt. Men det ser det altså ikke ud til.
Det var Gamescom et godt eksempel på, men kommentarerne udeblev på de mindre kendte spils nyheder. Og så er det jo ligesom svært for en udvikler ikke at vælge det sikre.
Og apropos det sikre. {Call of Duty} er ikke død. Mange elsker stadig serien. Uncharted blev ikke ødelagt af multiplayer. Man kunne nemlig ignorere den del. {World of Warcraft} blev ikke slået ihjel med Burning Crusade, eller Wrath of The Lich King eller Cataclysm. Og bliver det sikkert heller ikke af Mists of Pandaria. Og svinder interessen for WoW, så må man alligevel give Blizzard en klapsalve ved tæppefald.
Ikke mange spil kan prale med samme levetid.
Så her er min pointe. Lad os da glædes som gamere. Lad os give de gode ting opmærksomhed. Og lad os prøve ikke at bruge al energien på de dårlige. Lad os gemme lidt til det vi elsker. Uanset om det er blockbustere eller underfundige skævheder.
Derfor: hvilken Gamescom-annoncering fandt du god? Hvilket spil fangede din interesse? Og hvad gjorde dig glad? Lad os se om det kan lade sig gøre at holde emnefeltet positivt, og lad os glæde os som gamere over de gode ting. Det kunne være en rar oplevelse.
{World of Warcraft}-traileren. Et klasseeksempel på Blizzards dygtige håndværkere. Pandaer eller ej.