Djengis Khan

Personligt har jeg altid haft indtrykket af en ualmindelig brutal og barbarisk herre, når jeg hørte om Djenghis Khan, hærføreren som samlede de mongolske stammer under et fælles banner og bredte sit rige ud over store dele af Asien. Det billede der tegnes af personen i denne film, er dog et ganske andet og mere menneskeligt.

Vi følger Temühjin (Djengis Khan) fra han er en lille dreng, og hele vejen gennem hans liv, helt frem til den store kulmination i krigen, der gør ham til Mongolernes leder. Ifølge instruktøren, har han bygget filmen på udgravninger og forskning af mongolernes historie og ikke mindst detaljer fundet om Temühjin, der senere bliver Djenghis Khan. Og filmen virker faktisk også i store dele autentisk.

Det hjælper naturligvis på realismen at den er filmet i de områder hvor de gamle mongolske stammer levede. En gold flad natur der er ligeså hård og barbarisk som de mennesker der fremstilles i filmen. Samtidig er sproget også det originale og der er tale om asiatiske skuespillere. Disse faktorer fungerer faktisk rigtig godt, og det føles overraskende nemt at sætte sig ind i mongolernes levevis.

Skuespillerne er overraskende gode til at levere historien. Mongolerne fremstilles som et folk styret af deres overleveringer. Derfor er deres følelsesudbrud også meget afdæmpede og det får skuespillerne ført rigtig godt over til os seere.

Der er naturligvis en del krigs og kampscener, det ville ganske enkelt føles forkert med en film om Djenghis Khan uden krig. Kostumer, våben osv. ser rigtigt ud og der er ingen store krumspring og vilde kampstile. Det er lige på og hårdt og ikke særlig kønt at se på.

Det passer godt til filmen. Desværre tør instruktøren åbenbart ikke at holde 100% på realisme men tilføjer desværre en del slowmotioneffekter. Her hopper kæden lidt af for mig. Slowmotion virker altså temmelig malplaceret i en film der påstår at gå efter den autentiske fremstilling. Forestil jer Jels vikingespil i slowmotion. Nej vel?

Noget andet der kan undre er, at der er blevet plads til nogle få scener. der er overnaturlige. En gabestok der falder af ved bønnens kraft er altså ikke særlig realistisk. Heldigvis drejer det sig dog kun om to eller tre små scener så det formår ikke fuldstændig at ødelægge det overordnede realistiske billede der bliver tegnet her.

Omvendt virker nogle "ikke-krigsscener" desværre for langtrukne. Billedet låser sig fast på en lille gruppe og den store golde natur. Der er ingen tvivl om at der er et budskab med disse scener men de er for uprofessionelt lavet og bliver blot trættende i længden.

Djenghis Khan er dog værd at se. Den er i det store hele troværdig og godt lavet. Jeg ser den dog næppe gå over i filmhistorien da det ikke er en film man husker ret længe efter man har set den. Dertil er den simpelthen for langsom og til tider rodet.