Diktatoren

Fra borger i Kazaksthan til østrigsk über-bøsse og nu mellemøstlig diktator, Sacha Baron Cohen står urokkeligt på piedestalen som filmverdenens mest selviscenesatte personlighed - og muligvis også verdens mest selvironiske jøde. Den fiktive og politisk parodiske karakter så ud til at være en selvfødt succes, kombineret med et billigt pseudodokumentarisk filmsprog.

Men allerede med Brüno var der små revner i skorpen. Det var ikke helt lige så sjovt som første gang. Med et klogt træk har Sacha derfor vendt ryggen til det håndholdte kamera, og iscenesat sin dumsmarte diktator efter et klassisk filmkoncept: Forvekslingskomedien.

Den politiske bevidsthed er endnu drivkraften hos Sacha Cohen, for bag alt den maniske, absurde og, til tider, groteske komiske tone, skjuler sig en energisk lyst til at kritisere verdenssituationen. Hvorfor ellers lave en film om diktatoren, tegnet som en blanding af alle virkelighedens diktatorer? Saddam, Gadaffi og Ayatollah Khomenei. Sachas udgave hedder Aladeen, der undertvinger sit folk, holder fast i sit sorte guld og bygger kernevåben for at udradere Israel. Dum som en dør, men han har magten.

I Aladeens egne rækker gemmer sig en forræder, som vil åbne handelsgrænserne og eksportere olie til verdens energislugende lande. Under et FN-besøg i USA bliver Aladeen udskiftet af sin dobbeltgænger og dumpes på New Yorks gader uden sin uniform og skæg. Her opstår den kemiske reaktion, for muligvis har Aladeen brug for at lære noget om demokrat og generel menneskelig empati, men USA's græsrodsbevægelser kunne måske også bruge lidt diktatorisk struktur hist og her.

Spørgsmålet er så hvad der er vigtigst: Reklamens effekt, filmens nævenyttige intentioner eller det endelige slutresultat. Diktatoren har den politiske flygtighed som en cirkusrevy, tilsat Sachas velkendte uartighed og penisfokus. Vittigt og vanvittigt, men dybt og engagerende bliver det aldrig. Borat og Brüno havde noget mere medfølelse og sjæl i de karikerede personligheder.

Den stærkt markedsførte historie om verdens mest kejtede diktator veksler mellem relevant parodi og indholdsløs slapstick. Mellem grinene, væmmelsen og den energiske ånd fra den altdominerende hovedrolle, lurer en lidt lunken følelse: Filmen skyder med skarpt, men rammer ikke plet hver gang.

Ektstramateriale:
En lidt kalorielet blanding af slettede scener, musikvideo med Aladeen og et komisk interview med Larry King - som Aladeen pludselige opdager er Jøde. Ekstramaterialet bryder aldrig filmens fiktion, for Sacha Baron optræder aldrig som sig selv. Det er sjovt for en tier, men så heller ikke mere.