Die By The Sword

"Det mest brutale action-adventure nogensinde!" står der på pakken, og så er det nok ikke helt løgn. I Die By The Sword møder vi lejesoldaterne Enric og Maya der netop har spillet deres sidste penge op på en pub i byen Writhedale. Da de hører rygter om væmmelige monstre, der parterer de lokale, kaster de sig op på hesteryggene og rider afsted. Det går dog hverken værre eller bedre end at Maya bliver taget til fange af den lokale psykopat-troldmand, der kun mangler én sjæl for at færdiggøre sin onde plan. Det er så her at du, Enric, må tage kampen op mod mørkets kræfter og redde din elskede Maya fra Master Rastegar.

Spillet er et tredjepersons 3D-action/adventure af bedste skuffe. Spillet låner i mange af sine idéer kraftigt fra Tomb Raider. Der er en del af samme platform/puzzle-sekvenser der var så kendetegnende for Tomb Raider-serien. Men DBTS når aldrig at blive for langtrukken i disse afsnit, og der er rigeligt med fjender til at du aldrig keder dig. Og nu vi er ved fjenderne, så er spillets AI ganske fremragende. Fjenderne angriber faktisk ganske taktisk. Fjenden kan rent faktisk trække sig tilbage, hvis han føler overmagten er for stor. Ikke sjældent har jeg oplevet at overse en fjende i et større rum. Dem vil du så ikke opdage før de angriber, helst bagfra og gerne flere ad gangen, så man ret ofte leder efter hjørner. De er normalt bare svære at finde, da kamppladserne er smart designet. Der kæmpes på tømmerflåder, over lavafloder, i templer - der er stort set ingen grænser.

Der kan vælges mellem fem forskellige sværhedsgrader, fra Squire til Lord, og lad mig med det samme slå fast: Sværhedsgraden som Squire er lige til at få sved på panden af. Der er godt nok en træningsbane, men når du møder de første fjender, vil du opdage at intet kan forberede dig på dette. Indtil man lærer at styre Enric og ikke mindst hans sværd, er man håbløst klodset. Dette gøres ikke bedre af at Enric´s tunge rustning ikke just fremmer hverken hans finmotorik eller svømmeevner. Prøver du, for eksempel, at lave et hop og lander på en ujævn overflade, ryger han simpelthen på r.. og albuer. Meget upraktisk, da fjenden lynhurtigt udnytter disse situationer.

Og så har vi i øvrigt her, vil jeg gerne påstå, det mest nyskabende kontrolsystem til dato. De første glimt vi dødelige fik lov at se, var en "begrænset" demo i starten af året. Man kunne løbe rundt i en mindre arena og hakke en 3-4 modstandere til døde. Demoen var ganske sjov, men når først man fandt VsiM-kontrolsystemet var den intet mindre end en revolution. Der kom så i forbindelse med lanceringen af spillet en officiel demo hvor man kunne spille en bid af første bane. Spillet kan selvfølgelig også spilles i arcade-mode, hvor et fast udvalg af slag er tilgængelige, men har man først prøvet VsiM vender man ikke tilbage.

For hurtigt at forklare: De fleste 3D-spil har siden Quake haft mulighed for "mouselook", simpelthen det at dreje hovedet ved hjælp af musen. Med VsiM styrer du Enric med tastaturet, og hans sværd med enten: Det numeriske keypad, din mus eller joystick/pad. Bruger du musen, hvilket jeg klart vil anbefale, laver du så et slag hen over brystkassen på en modstander ved først at trække sværdet til højre derefter til venstre. Kraften på dit slag er så afhængig af hvor længe/hurtigt du bevæger musen. Det skal simpelthen prøves. Prøv at forestille dig at en fjende angriber med hævet sværd. Du fjerner modstanderens sværd med et hurtigt træk op, og hugger så arm og sværd af ham ved at trække musen ned igen. Og ja, du kan hugge både arme, ben og hoveder af dine modstandere, og i bedste Monthy Python-stil kan de rent faktisk kæmpe videre. Du kan sågar også samle deres ben op og give dem tæsk med dem, hvis du er til den slags.

Brutalitet og afhuggede lemmer har vi set før. Det er ikke her, spillet bliver det "mest brutale nogensinde". Det er nok mere i sin naturlige måde at tackle det på. Enric er utroligt menneskelig i sin styring, det at man pludselig kan risikere at skvatte, gør at man virkelig må tilrettelægge sine angreb. Sejr er pludselig ikke afhængig af "bare at slå først", glipper koncentrationen får du lynhurtigt en økse i nakken, ryger ned på jorden, og så er det ved at være for sent. Derudover skal det nævnes at Enric har over 100 "one-liners", og her er vi lidt længere oppe over bæltestedet end Duke kan præstere. Næ, her er det sætninger som "Oohh, that´s gotta hurt" (Efter at have hugget en arm af), "Coward!" og "Come back here, and I´ll bite your legs off!". OK, den sidste er vist ikke derfra, men så kan i nok gætte stilen.