Devil Kings

I mit civile liv har jeg altid stræbet efter, at være fredelig og gemytlig overfor mine medmennesker. Det kan derfor godt være grunden til, at jeg finder det så unægteligt underholdende at give godt på tæven, når jeg træder ind i computerspillenes verden. Og hvis der er noget Devil Kings gør, så er det at indfri alles ønsker om tvekamp, horder af fjender og overdimensionerede våben. Her kan jeg jo tale om alt lige fra Serious Sam til Tekken, så lad os ramme udgangspunktet lidt mere ind. Vi befinder os i en pseudoversion af det gamle Asien, hvor et dusin krigsherrer strides heftigt om herredømmet i det krigshærgede land. Der er ikke tale om kaffedrikkende (eller nok grøn te i dette tilfælde) skrivebordsgeneraler, som styrer kampen fra en sikker afstand, nej, der er tale om aktive supersoldater som i allerhøjeste grad gør sit for, at vende slagets gang i deres favør.

Med det plotmæssige udgangspunkt var jeg ivrig efter at dele asiatiske ørefigner ud, men igen, historien har tit og ofte ikke den store betydning i den her genre - og slet ikke i det her tilfælde. Til at starte med kunne jeg vælge mellem seks forskellige figurer, hvor de seks efterfølgende skal låse op i bedste arkadestil. Ikke overraskende er der tale om et slæng af spøjse og yderst karikerede personer, som spænder fra Red Minotaur, en barbarlignende fætter med en kæmpe økse af en anden verden, over til de atletiske og slanke femme fatale, som f.eks. Lady Butterfly med et godt greb om sine trofaste pistoler.

Mit første valg faldt dog på Scorpio, en lynhurtig kriger med to drabelige spyd, som sine primære dødsinstrumenter. Hver figur har sine egne planer om, at erobre territorier, og de forskellige baner er netop slag om et givent område - gennemfører du bliver det dit. Med mit valg i bæltet bød Devil Kings på action lige fra første tryk, hvor det ret hurtigt pøsede min vej med horder af fjender og en grum boss-figur fra tid til anden. Jeg behøver dårligt nævne det væld af specielle angreb, power-ups og alt anden habengut man finder undervejs, det er stort set gammel sake på nye flasker.

Foruden dit liv har du også en såkaldt "vredesmåler", som er vejen frem når ens figur skal give sig i kast med nogle af de mange spektakulære specialangreb - ofte af typen, som maltrakterer alle fjender i et par armlængders radius. En spidsfindighed på denne front er, at man inden hver slagmark skal vælge hvilke magiske genstande og hvilke angreb, som man ønsker at bruge i det kommende sammenstød. Der er ganske vist begrænsede muligheder, men en vis form for valgfrihed hilser jeg altid velkommen.

Med styr på mit arsenal og superkræfter begiver jeg mig gang på gang ud på slagmarkerne, hvor et væld af mangfoldige fjender afventer et hug fra mine trofaste klinger. Modstanderne består af et miks af forskellige nærkampssoldater, som gør alt for at komme ind på livet af dig (og tage det af dig), mens der også bydes på fjender med kasteskyts, der ihærdigt prøver at skade dig fra sikker afstand. Grundmassen indeholder rent faktisk ikke mere end dette; slå, spark, snit og udfør specialangreb i én endeløs strøm. Herligt! - var min første indskydelse

Nu lyder det måske usandsynligt, at en cocktail af japansk ramasjang med store våben og masser af action, ikke vil være underholdende, men der er desværre tale om en stækket frist. Devil Kings er ved første stund ganske medrivende og fuld af spænding, men beklageligvis bliver det uhyre hurtigt ensformigt. Jeg savner en charme og glød. Skal man lave denne type spil, hvor handlingen ikke drejer sig om meget andet end, at nedkæmpe den ene fjende efter den anden, så skal der været et ekstra pift af appeal for, at det ikke blot ender som endeløs, uinspirerende knaptrykkeri. Bevares, det er da ganske underholdende for en stund, men inden mit armbåndsur når at runde en hel time, så keder Devil Kings mig - trist nok.

En dragende lille godbid midt i det hele er dog, at visse sekvenser i spillet er små anime-klip, altså den velkendte japanske tegneseriestil, som er veludført og et friskt pust i forhold til de traditionelle mellemsekvenser lavet på computer. Det i sig selv er selvfølgelig langt fra nok til at opveje det trættende gameplay, et som akkompagneres af en middelmådig grafik og en forholdsvis trist lydside. Den her type japansk hack’n’slash er ikke det, som præger spilsalget på vores breddegrader, men søger du et spil i denne boldgade vil jeg klart hellere anbefale dig, at opstøve et af spillene i Dynasty Warriors-serien - i min bog gør den alt det Devil Kings gør, blot bedre. For ikke at lyde som en snerpe giver jeg dog stilpoint for anime-filmklippene og for det forunderlige figurrepertoire, men i det store helhedsbillede er dette til liden hjælp.