Deus Ex: Human Revolution - The Missing Link
I dette lynkig ser vi på den kommende DLC-udvidelse til Deus Ex: Human Revolution, der bærer navnet Missing Link.
Vi har allerede fået et par små DLC-pakker til {Deus Ex: Human Revolution}, der dog kun indholdt flere våben og en enkelt mission - alt sammen noget, der tidligere var del af bonuspakker til dem, der forudbestilte spillet. I morgen lander The Missing Link, der udvider spillets historie med et nyt kapitel.
Hvornår foregår Missing Link i forhold til hovedhistorien?
Har du spillet {Deus Ex} til ende, husker du måske at vores helt Adam Jensen på et tidspunkt sniger sig om bord på et skib mod Singapore. Herefter er der et hul i historien frem til han forlader skibet igen - og det er det hul, Missing Link vil udfylde, hvilket også forklarer navnet.
DLC-kampagnen vil kunne spilles selvstændigt, uanset hvor langt man måtte være nået i grundspillet, og startes fra sit eget punkt i menuen.

Hvad så med alle ens augmentationer, beholder man dem?
Alle Jensens augmentationer er deaktiverede i starten af Missing Link - grunden bliver forklaret gennem historien, men vi vil ikke spoile den her. I starten skal man altså klare sig alene gennem sine evner, og man er nødt til at være forsigtig, da fjenderne ofte optræder i større antal end Jensen umiddelbart kan klare.
Snart får man dog adgang til sit udstyr og syv Praxis kits, så man kan vælge netop de augmentationer, som matcher ens spillestil. Eller man kan vælge at gå i en helt anden retning og prøve nogle augmentationer, man tidligere har ignoreret.

Hvad med bosskampe? Fortsætter de i samme stil?
Eidos Montreal har bekræftet, at der er en bosskamp i Missing Link. Med modsat bosskampene i grundspillet, der var designet af en ekstern udvikler, står Eidos Montreal denne gang for det hele selv, og det skulle betyde en bosskamp, der er mere i tit med {Deus Ex}-filosofien.
Altså skulle det være muligt at både at tage den direkte konfrontation, dræbe ham fra afstand uden han nogensinde ser dig, eller endda besejre ham uden at slå ham ihjel.

Er der noget nyt på den grafiske front?
Eidos siger at de har pudset spilmotoren af, hvilket skulle betyde et forbedret lyssystem, og mulighed for vejreffekter - ganske praktisk, når man befinder sig på et skib i bølgegang midt på Stillehavet.

Hvor meget spilletid er der i Missing Link?
Ifølge Eidos ender man på omkring fem timers indhold i DLC-pakken. Vi er et par timer inde i spillet i skrivende stund, så det lyder ikke som en helt forkert vurdering, afhængig af spillerens evner og spillestil.
