Den uendelige patch

Hvis man blot interesserer sig en lille smule for spil, og derfor kigger lidt efter nyheder engang i mellem, kan man nærmest ikke undgå mindst en gang at snuble over titlen {Minecraft}. Faktisk har det været sådan det sidste halve års tid, for den svenske indie-udvikler Markus "Notch" Persson har som få andre formået at fange det nuværende spilpublikums lyst til selv at udtrykke deres kreativitet og definere grænser i deres spiloplevelser.

Men det er ikke kun den gode ide, den fremragende udførsel og helt rigtige timing, der har gjort Notchs hobbyprojekt til en gigantisk succes, for fundamentet for hele projektet er lagt med en forretningsmodel, der utvivlsomt ville have haft svært ved at klare sig på alle andre tidspunkter i spilbranchen.

I stedet for at bruge måneder på at udvikle noget som måske en dag vil blive til et færdig spil, besluttede Notch sig nemlig for i stedet at lade folk få adgang til en alpha-version, der prismæssigt kun kostede det halve af det færdige spil. Det samme gjorde sig gældende med den efterfølgende beta-version, som man ligeledes kunne spare en fjerdedel ved at købe.

Simpliciteten og gennemskueligheden af Notchs betalingssystem er så stor, at man kan undre sig over, at der ikke allerede er flere der har benyttet sig af det, men samtidig stiller det også spørgsmål ved, hvorfor vi i så mange andre tilfælde har vænnet os til at betale fuld pris for hvad der i bund og grund er en udvidet beta-version.

Man skal ikke mange år tilbage, før det vi kaldte en patch var en fil, der højest fyldte et par megabytes og oftest bestod af et par linjers kode, der rettede lidt på eksempelvis spilbalancen. I dag er historien en lidt anden, og jeg kan knapt huske hvornår jeg sidst har startet et spil op på PC'en eller konsollerne uden med det samme at blive bedt om at hente den seneste opdatering før spillet overhovedet gider at starte.

Problemet bliver ikke mindre af, at flere og flere udviklere øjensynligt glemmer hvad forskellen på en indholdspakke og en påkrævet patch er. De fleste ville dog nok være enige i, at der er stor forskel på blive tilbudt at hente ekstra baner til sit spil, og blive påkrævet at hente den nyeste opdatering fordi der eksempelvis ellers er en chance for at alle dine gemte spil bliver tabt. De to bliver dog alligevel ofte blandet sammen, uden at det er muligt at finde ud af hvad der er hvad, hvilket måske er en af grundene til at størstedelen af os i dag blot trykker "ja" uanset hvad beskrivelsen indeholder.

Men hvis det er en accepteret del af det at købe spil i dag, at man skal have sin spilplatform sat til bredbåndslinjen, at man skal have pladsen klar til den nyeste opdatering, er det så også ensbetydende med at vi har accepteret, at vi nu giver fuld pris for hvad der på tidligere tidspunkter ville være blevet betragtet som et ufærdigt spil?

At udviklere verden over i dag har mulighed for at optimere spiloplevelsen, ved eksempelvis at rette multiplayer-balancen i et spil som {Call of Duty: Modern Warfare 2} efter at have analyseret millioner af spillere, er en velkommen følge af tidens udvikling. At give fuld pris for et spil som {Fallout: New Vegas} eller {Shift 2: Unleashed}, for at opleve hvordan spillet konstant fryser og den eneste mulighed er at genstarte maskineriet, virker aldeles urimeligt, uanset hvor mange opdateringer efterfølgende prøver at rette problemerne.

Havde en mere rimelig løsning for de sidstnævnte titler måske været at benytte sig af en betalingsmodel som den der er brugt i {Minecraft}, hvor brugere til en billigere pris ville kunne hjælpe med at beta-teste spillet mod at de ville modtage den færdige version når det udkom?

Fordi spil i dag er så tilgængelige, uanset hvor vi befinder os, råder vi også i dag over mere købekraft end på noget tidligere tidspunkt. Betyder det ikke også at vi har ret til at kræve spil der er færdige, når vi betaler fuld pris for dem, eller i det mindste gør os opmærksomme omkring eventuelle mangler og derfor også kompenserer prismæssigt?