Den evige spilhype!

Spilbranchen kæmper stadig for at opnå egentlig anerkendelse. Angelina Jolie som klatretøsen Lara Croft og Milla Jovovich i rollen som den benhårde Alice, er ganske enkelt ikke nok. Og selvom der omsætningsmæssigt tjenes flere penge på spil end der gøres på både biografbilletter og DVD-film, så mangler vi stadig accepten. Vi kan ikke bare vifte med millionerne og så ellers regne med at blive taget alvorligt. Der skal mere til. En af grundende til den manglende accept er ren og skær berøringsangst. Spil ses stadig som noget der burde underholde børnene og ikke som en værdig underholdningsform på linie med musik og film. Ved enhver festlig lejlighed møder jeg stadig de gamle fordomme om spil og jeg kan se hvordan et par af gæsterne vender det hvide ud af øjnene, når jeg bagefter fortæller dem, at jeg lever af at skrive om computerspil. I deres øjne burde jeg blive voksen og se at få mig et ordentligt arbejde.

Alligevel er jeg ikke blind for, hvor nogle af tingene kommer fra og slet ikke efter at have kigget spilbranchen igennem i krogene. Her huserer hypen nemlig som en virus og mens andre brancher gør meget ud af at formidle eller reklamere for deres kommende film, musik eller kunst, så er ingen mere skånselsløse og uærlige end spilbranchen. Screenshots der har været igennem Photoshop adskillige gange, lyskilder der slet ikke kan lade sig gøre på en PlayStation 2 og reklamer på tv, der sjovt nok ikke indeholder et gram af in-game klip, men udelukkende fremviser de flotte CGI-sekvenser, er blot toppen af isbjerget. Måske er en af de ting, som de talende slips ganske enkelt er nødt til at lære, at lade være med at hype spil fuldstændig kønsløst. For når hypen giver bagslag, så ødelægger den langt mere end den nogensinde gavner.

Tag nu f.eks. Mirages Rise of the Robots fra 1993. CD-ROM-mediet var i sin absolutte børnefase og udvikleren Instinct Design arbejdede hårdt på at skabe det nok mest imponerende beat ’em up nogensinde - ja, faktisk gik de så langt som at kalde det for en Street Fighter-beater. Spilpressen fik månedligt tilsendt nye screenshots og billeder af de forkromede robotter, og de medfølgende pressemeddelelser pralede med alt fra frække lyskilder til hundredvis af bevægelser og spejlblanke overflader. Imens blev de med hård hånd holdt væk fra maskinen, så de reelt kunne prøvede spillet. Alligevel hoppede alle med på vognen og i løbet af 1993 var der ikke et spilblad, som ikke på et eller andet tidspunkt havde de forkromede kæmper på forsiden. Selv det engelske og hædrede spilmagasin Edge følte sig nødsaget til at til at give dem et cover med teksten "Graphics To Die For".

Da Rise of the Robots endelig ramte gaden var det et noget andet syn der mødte spilpressen. Langsomme, debile robotter med et minimum af animation og absolut ingen udstråling, luntede rundt i flotte 3D Studio Max-kreerede lokaliteter og så meget sørgelige ud. Edge var da også yderst rimelige da de tildelte spillet 2 ud af 10 og kaldte det "Truly awful". Men Mirage havde opnået meget af det de ville og mens anmeldelserne langsomt begyndte at sive ind, så løb det spilhungrende publikum ned og lagde pengene på disken. Den efterfølgende skuffelse kunne ikke engang måles på richter-skalaen, og en del førstegangskøbere blev for evigt desillusionerede. Ja, faktisk så solgte en stor del af dem deres maskine for aldrig nogensinde igen at interessere sig for at spille. Kønsløs hype havde givet branchen starten på sit blakkede ry.

Kun få år senere var det den langhårede og stenrige John Romero, der gjorde sig uheldigt bemærket. I sommeren 1997 viste Eidos for første gang Daikatana frem for et spilhungrende publikum på E3, og selvom pressen gik fra præsentationen slukøret og med kritik af alt fra karaktererne til den manglende 3D-accelrationsunderstøttelse, så gik der ikke længe før de mest tåbelige pressemeddelelser og de første reklamer udråbte Daikatana som det bedste siden skiveskåret brød - en enkelt linie brændte sig for alvor ind på nethinden; "John Romero is going to make you his bitch". Han ville kort sagt gøre dig til hans spilmæssige kælling, og du ville elske hver et øjeblik. Den 21. april år 2000 blev spillet endelig erklæret færdigt, men på dette tidspunkt havde Romero for længst fyret fire forskellige Lead Programmers og et hav af grafisk personale. Men intet af dette blev lækket til pressen. Resultatet talte for sig selv. Daikatana var et rædselsfuldt, grimt og usammenhængende spil, der slet ikke var i nærheden af det lovede actionepos, og John Romero forsvandt stort set ud i glemslen efter denne fadæse. Imens mistede mange igen troen på spilbranchen og dens urealistiske løfter.

Og det sker såmænd stadig. Tag nu f.eks. engelske Peter Molyneux og hans Lionhead Studios. Manden er en spilmæssig begavelse - på det punkt er der ikke noget at diskutere. Men han burde have sin egen assistent. En person udstyret udelukkende med en stok og muligheden for at slå ham med den, hver gang han sagde noget rasende urealistisk og direkte latterligt. Og det har Molyneux gjort mange gange, ikke mindst i forbindelse med Fable, der skulle være det spillemæssige paradis med alt fra omskifteligt vejr, til tusindvis af troværdige NPC’er og svære moralske valg. Intet, absolut intet af dette blev indfriet og vi fik i stedet et spil med den sædvanlige tynde omgang hvid/sort-moral, samt et knækket og uinspirerende kampsystem. Et par af mine venner købte udelukkende en Xbox for at spille dette vanvittigt smukke og dybe epos, for kun for bagefter at græde sig i søvn og sværge hævn over hele spilbranchen.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo, ser du, jeg tror at disse eksempler plus en helvedes masse andre, har været med til at give os det blakkede ry som vi har i dag. Som førstegangsspiller kan der ikke være noget mere nedbrydende end at investere i en dyr maskine og et dyrt spil, fordi man er så dum at tro på hypen, de fingerede screenshots og de urealistiske salgslinier - og så bagefter opdager at det hele var varmt luft. Så min bøn er enkel. Lad os høre om spillet som det faktisk bliver. Lad os se screenshots fra spillet som det rent faktisk ser ud og lad os få en oplevelse, der bare minder en smule om det der var lovet. Ellers så bliver det her ved.