Demigod

Hvis du i 1998 havde befundet dig på vejene mellem Esbjerg, Bramming og Ribe i weekenderne, ville du sikkert gentagende gange have set et større slæng af venner proppet ind i alt for små biler. Som et band uden instrumenter drog vi nemlig med hver vores PC'er og dertilhørende gigantiske monitorer mellem de førnævnte byer, for weekend efter weekend at dyste i StarCraft.

Går jeg min spilpsyke grundigt igennem, er det nok også her at grunden til min længerevarende pause fra genren skal findes. Hvor andre lystigt kastede om sig med komplekse keyboard-kommandoer, stod jeg nemlig af så snart jeg ikke kunne nøjes med at markere alle mine enheder og sende dem mod fjenden i håbet om sejr.

Den dedikation det krævede, at lære at udnytte hver enkelt enheds styrker i StarCraft, og i endnu højere grad senere i Warcraft 3, krævede langt større tålmodighed, end jeg kunne mønstre. Men den balance pillede Defence of the Ancients (DOTA) voldsomt ved.

Som en gratis bane til WarCraft 3, udviklet med spillets egne værktøjer af ivrige brugere, kanaliserede DOTA de mest essentielle elementer ned i en pakke, hvor mini-strateger som jeg kunne være med, og endda uden at dybden gik tabt.

Hvis du stadig undrer dig over hvor {Demigod} bliver af i denne anmeldelse, er det fordi at det er ganske essentielt, at du forstår hvor oplægget til spillet kommer fra, for {Demigod} er i høj grad DOTA i nye klæder.

Spillets titel refererer til baggrundshistorien, der fortæller om hvordan en gud er død, og der derfor nu er blevet en stol fri i logen over alle loger. Otte halvguder er klar til at lade sig befale af mig i kampen om tronen, og hvad det helt præcist gør mig til kan man fundere lidt over.

Som DOTA fungerer også {Demigod} som et ekstrakt af Warcraft 3. Væk er fokusset på produktionen af enheder og bygninger, og i centrum er i stedet brugen af den valgte karakter og dennes mange evner. Banerne minder i højere grad om skakbræt end baner fra andre strategispil, og fælles for alle otte er at de er snedigt udtænkte i forhold til placeringer af bonusser, symmetri, samt flaskehalse hvor man uundgåeligt støder ind i fjenden.

Fordi der ikke findes nogen former for produktion, forløber starten på hver kamp næsten altid identisk. Uden noget input fra min side, sender computeren små hære afsted fra begge sider, som evigt og altid mødes på midten af banen. De er fra starten identiske i styrke og vil derfor uden indflydelse fra min side havne i en uendelig hårdknude. Forskellen sker først når jeg kommanderer min halvgud til at hjælpe dem, for på den måde at presse kampen tættere på fjendens base som skal destrueres i jagten på sejr.

Som det oftest er med de bedste spil, er det basale koncept bag {Demigod} ekstremt simpelt, men det betyder dog heldigvis ikke, at spillet ikke byder på en enorm dybde. For at opgradere min halvguds evner, er det nemlig vigtigt at jeg aktivt indgår i kamp for at optjene erfaring, som kan veksles til bedre magier, mere slagkraft og en pokkers masse andet. Men at deltage aktivt betyder også større chance for at dø, hvilket betyder mit exit fra slagmarken, først i ti sekunder og senere i længere tid, hvis jeg skulle blive ved med at dø.

Yderligere er kamp ikke det eneste man skal overveje, for rundt på banerne er der spredt flag som alle tilhører en eller anden form for bonus. Overtages flaget går udbyttet til eget hold, og hvad enten det betyde mere erfaring, større guldindkomst eller hurtigere adgang til magier, er det alle detaljer som i sidste omgang kan medføre en vunden kamp.

Vigtigst for gangen gennem spillet er dog valget af halvgud, og her har udvikleren tænkt sig om en ekstra gang i forhold til DOTA. Derfor er halvguderne opdelte i de to kategorier, Assassin og General. Førstnævnte er en enspænder der udelukkende satser på egne kræfter, mens sidstnævnte akkompagnerer de droner der konstant sendes afsted mod fjenden, med hjælpende magier.

Hvad enten du synes det hele lyder utrolig spændende eller kedeligt, vil du dog ganske sikker blive skuffet først gang du starter spillet op som enspiller. At DOTA blev lavet som en multiplayerspil står helt tydeligt, når det eneste Gas Powered Games i {Demigod} har fundet på er en tarvelig turnering, delt op over tilfældige kampe. Der er ikke gjort noget forsøg på at holde det hele sammentømret på spændende vis, og derfor må man som i en anden tutorial tæve sig igennem baner med forskellige objektiver som at erobre fjendens base, eller slå flest halvguder ihjel. Det virker som en særdeles billig løsning, og bedre bliver det ikke af at den kunstige intelligens spiller aldeles forudsigeligt.

Heldigvis er oplevelsen slet ikke den samme mod andre, menneskelige spillere. Her vil du til fulde kunne se hvor mange diverse strategier der egentlig bydes på, og hvor nogen kører solokarriere med halvguden forrest, samler andre alt det guld de kan for at købe sig til bedre droner og udstyr i banernes butikker.

{Demigod}s akilleshæl er dog uomtvisteligt dets største inspiration, og selv efter utallige timer i selskab med Gas Powered Games nyeste udgivelse, vil jeg stadig ikke kalde det bedre end DOTA.

Fordi DOTA er lavet af et aldeles dedikeret publikum til spillere, der selv er ligeså dedikerede, er der aldrig blevet tid til en egentlig forklaring af hvordan det spilles. Har du derfor ikke nogen i vennekredsen til at introducere dig for dets regler og metoder, vil du sikkert heller ikke blive fanget af det. Grafisk er det også ganske tydeligt at DOTA bygger på gammel teknologi, og Warcraft 3-universet er ganske vist stadig charmerende, men knapt så smukt.

{Demigod} gør derimod en smule for at introducere dig over for både regler, taktikker og de forskellige halvguder. Det byder også på aldeles lækker grafik, der specielt brillerer med fantastisk designede halvguder, der både i størrelse og udformning excellerer med deres originale designs. Til gengæld er farten skruet voldsomt ned, så alle kan følge med, og specielt mangelfuld er muligheden for at mikse objekter sammen, som i DOTA adskiller de gode fra de virkelig gode spillere.

Derfor er det svært ikke at se {Demigod} som en introduktion til denne lille biform af strategigenren. Det kan være et særdeles vanedannende spil, der uden videre vil kunne zappe timer ud af din hverdag uden at du ænser det. Det kræver dog, at du ikke allerede er blevet introduceret for DOTA, for er det sket, føles dette som en unødvendig forret, som egentlig helst springes over.