Def Jam: Icon

Jean Paul står godt forslået og prøver at se hip ud. En eller anden halvt uforståelig jamaicansk/amerikansk frase lister sig over hans læber, inden min ene joggingsko flækker hans overlæbe. En hurtig venstre-højre gør ham modtagelig for et kvælertag. Jeg slynger ham ind i den allerede ramponerede benzinstander. Jeg scratcher til det beat, hele byen swinger med på. Et veludført scratch sætter fut i benzinstanderen og slynger Jean Paul tværs over skærmen. Så er han færdig.

Det er snart to et halvt år siden jeg sidste gang morede mig med at maltraktere Jean Paul. Dengang smed jeg ham ud foran kørende tog, hvilket var uhyre morsomt. Jeg kan med {Def Jam: Icon}, endnu engang tæve Jean Paul, og på trods af muligheden for at smide ham ind i rotoren på en helikopter, er det ikke lige så sjovt, som det har været.

Grafikken er det første der springer i øjnene i Def Jam: Icon. Den er realistisk, nøjagtig og ligner mest af alt boksespillet {Fight Night 3}. Det vil sige at rapperne er genskabt ned til sidste skønhedsplet. Der er mulighed for at skræddersy sin helt egen kæmper, hvilket dog aldrig lykkedes mig. Ethvert forsøg på at genskabe mit særlige kontrafej på skærmen endte med en skabning, der lignede Sloth fra Goonierne, med lettere asiatiske træk.

Det er faktisk meget synd, at Icon benytter sig af realisme, idet Def Jams tidligere og mere tegneserieagtige stil virkede langt bedre. Så kan spillets kæmpere bløde nok så meget, men der mangler altså charme. Et andet element, der er lånt fra Fight Night, er manglen på et interface. I stedet for en helbredsmåler, må man i stedet holde øje med kæmpernes blå øjne og blodige næser. En sikker indikator på at du er ved at tabe er, at spillet pludselig zoomer ind på din kæmper og kameraet skifter til et blødt filter.

Kampsystemet er også som løftet direkte fra Fight Night 3. Det er blevet henlagt mere eller mindre til den analoge styrepind, i stedet for at fokus er lagt på knapperne. Og selvom det burde være muligt at lave en god variation, så virker det reelt set kun som om der findes en lille snes tricks, man kan lave. Samtidig er de forskellige slagkombinationer ikke særlig underholdende. De virker ikke rigtigt hårdtslående, og man føler sjældent et jag af smerte, når ens kæmper får tæv. Desuden er kæmpernes nyvundne evne til at scratche og dermed aktivere forskellige ting i omgivelserne, ikke særlig godt udnyttet. Det er et langt mere surrealistisk indslag end tidligere spils XXX, men mindre underholdende at se på og mindre nyttigt i kamp.

Lidt er der tilbage fra tidligere Def Jam-spil. Der kan stadigvæk købes nyt tøj, smykker og tatoveringer til sin kæmper. Det er præcis som man måtte forvente, nemlig en kombination mellem stilfulde jakkesæt, fine italienske lædersko og kække fedoraer, og så de efterhånden lidt platte lavtaljede bukser, posede T-shirts, kasketter på sned og guldkæder, der ville gøre Mister T misundelig. Det er stadigvæk ret lækkert at kunne bruge sine hårdt tjente penge på at lave sit voldsomt grimme misfoster i udtrådte sko til et jakkesætsklædt, fedorabærende, guldurbrugende misfoster. Der er også kærester, der skal holdes styr på. Disse spænder i udseende fra 'hende den skæggede i S-toget' til 'Lækker supermodel, der gør alle i nærheden skinsyge'. De kræver også penge til byture og så videre. Desuden giver de en smule prestige, så det handler om at behandle dem godt, men aldrig lade dem narre dig.

Af ukendte grunde har EA valgt at indføre et nyt element, nemlig pladekontrakter. I stedet for at kæmpe om magten i New York eller lignende, kæmper man for pladekontrakter og kunstnere. Man er altså blevet udnævnt til manager for en broget flok af halvpsykopatiske rappere, hvilket bestemt mærkes. Slemme paparazzifotografer skal altså gennemtæves, rivaliserende rappere får det glatte lag, mens andre managere får et par på hovedet, hvis de stiller sig i vejen. Når man så har rekrutteret rappere, skal man investere i deres plader. Denne investering giver forhåbentlig afkast, som man derefter kan investere endnu flere penge med. Det er som et indblik i en særlig perverteret udgave af pladebranchen, hvilket kunne være interessant. Det er det bare ikke. Det er fladt og uinteressant og virker fuldkommen malplaceret i et spil, der ellers handler om at smide folk ind i spotlights og brandhaner.

Hvorfor EA har følt sig nødsaget til at ændre på den ellers solide formel i Def Jam, er uvist. Det kunne være at de tidligere spil ikke var brede nok. Ligegyldigt hvad begrundelsen er, har det resulteret i et sjæleløst spil. Def Jam: Icon er i mange henseende et skridt tilbage. Det er kompetent nok, javist, men hvad nytter det, når det er uden charme eller stil? Lad os håbe, at EA er i stand til at lave en eventuel efterfølger, der kombinerer de tidligere spils charme og særkende med de styrker Icon har vist.