Death Tunnel

Independent-film er en fantastisk ting. Uden for Hollywoods grådige pengemaskine, skabes der dagligt film med et blændende skuespil, et fremragende manuskript og en helt vidunderlig billedside. Death Tunnel er bare ikke en af den slags film. Den prøver ganske vist fra starten at appellere til lidt mindre kritik, fordi den er bikset sammen for kun en sølle million amerikanske dollars og fordi skuespillerne er unge og uprøvede, men lige lidt hjælper det: Death Tunnel er vitterligt en lang, kedelig og uinspireret omgang gys, der låner fra alt, uden nogensinde selv at bidrage med noget.

Filmens eneste redningsplanke er dens baggrundstapet. Waverly Hills sanatorium er et skræmmende sted, der i virkeligheden husede over 60.000 mænd, kvinder og børn, der alle døde af tuberkulose. De kunne ikke reddes, og for ikke at skabe en reel panik, byggede man en såkaldt Death Tunnel under bygningen, hvorigennem portører så fragtede de mange lig. Dette sted har instruktør Philip Adrain Booth fået lov til at låne kvit og frit til optagelserne, og dermed er Death Tunnel i det mindste ret skræmmende at se på.

At holdet så ud fra dette også har ment, at historien, der handler om fem college-piger, der alle spærres inde på dette sted (som en del af en leg), så også kan betegnes som delvis autentisk, er en helt andet sag. Gennem hele filmen render de fem forvirrede tøser så fra rum til rum, mens spøgelserne af fortidens tuberkuloseramte patienter hjemsøger dem. Der er også noget med en urgammel kraft og det faktum, at de alle er forbundet med stedet, men dette er så tyndt skruet sammen og betyder så lidt, at jeg egentlig var ligeglad. Det er også specielt svært at være oprigtigt interesseret i historien, når den leveres af deciderede dilettanter, der forsøger at lyde bare det mindste overbevisende.

Visuelt er Philip Adrain Booth og hans bror Christopher Saint Booth, heller ikke de store begavelser. Jeg var lidt tryllebundet af de hurtige klip, de sepiafarvede tilbageblik og den generelle stemning, lige indtil jeg kunne begynde at se, hvor det hele kom fra. En halv time senere var jeg helt sikker: Der var lidt Saw, et par klip a la The Ring, en smule White Noise krydret af med lidt Amityville Horror. Hvor deres egen vision er blevet af, ved jeg ikke, men Death Tunnel er udelukkende et sammenrend af andres visuelle virkemidler. I øvrigt så føles Death Tunnel mere som en lang MTV-musikvideo end en egentlig film.

Præcis hvem eller hvad, der har lyst til at se Death Tunnel og sige, at de har fået noget ud af det, aner jeg ikke, men den er, sammen med Chaos jeg forleden lagde i min afspiller, blandt noget af det værste, jeg længe har set.