Death Race

et er søndag, kaffen er friskbrygget og matadormixen ligger trygt inden for armslængde. Afslapning, både fysisk og mentalt er en ret så vigtig ting for mig om søndagen, og derfor glædede jeg mig også til at se Death Race, med forventninger om en actionfyldt film uden de store mentale armbevægelser. Forventningerne blev i den grad indfriet, for Death Race er solid tømmermandsunderholdning, men i samme dur kan jeg sige at filmen nok er unødvendig i alle andre sammenhænge.

Året er 2012. Den barske minearbejder Jensen Ames, spillet af den altid seje Jason Statham, bliver uskyldigt dømt for mordet på sin kone. Resultatet er at han havner i et af USA's allerfarligste fængsler, med et mål, at slippe ud og finde sin nyfødte datter. Denne mulighed bliver pludselig en realitet for Ames, da han bliver tilbudt frihed af den kølige kvindelige fængselsdirektør Hennesey. For at opnå sin frihed skal han overtage pladsen som den frygtede racerkører Frankenstein i det såkaldte Death Race, dødsløbet, som er fængslets varemærke. Death Race består af en flok fanger i nogle våbenbefængte monsterbiler, og målet er at komme først over stregen og samtidig overleve.

Banerne er fyldt med fælder og overraskelser, og deltagerne hører nok mest af alt hjemme på sindssygeanstalten. Med filosofien "nothing to loose" siger Ames ja til tilbuddet og ræset kan begynde. Sammen med en flok trofaste medfangere og en veldrejet kvindelig assistent i bilen, kæmper Ames nu for at få sin frihed og sin datter tilbage. Samtidig skal han også lige finde de skyldige bag mordet på sin kone og lade retfærdigheden ske fyldest.

Historien er i det store hele en undskyldning for at underholdningen, nemlig ræset, kan komme i gang. Det er hamrende banalt, men det samme kan siges om konceptet Death Race, så historien og løbet følges fint hånd i hånd gennem hele filmen. Paul W.S. Andersons fremtidsvision er ligeledes passende til filmens tema, hele farveregistret består af forskellige nuancer i grå og brun, samt en sjat rød når blod og kødstykker flyver gennem luften.

Jason Statham formår, som altid, at bringe den helt rigtige karisma og coolness ind i sin karakter, og resten af skuespillertruppen gør det også fint i deres stereotype roller. Bedst er dog Ian McShane i rollen som Ames træner, Coach. Det virker virkelig som om han har forstået konceptet, og formår dermed at skyde sine tåkrummende åndssvage replikker ud med en friskhed således, at de ikke virker så dumme som de faktisk er.

Paul W.S. Andersons Death Race er hverken genrefornyende og/eller i den henseende fornyende på nogle som helst områder. Det er et beskidt, actionfyldt blodbad med en dybde som en flad tallerken lavet af silke, hvis en sådan ting overhovedet findes. Ikke desto mindre formår filmen at levere en god omgang underholdning undervejs, og er samtidig Paul W.S. Andersons mest mindeværdige film siden Event Horizon. Dette siger dog ikke særlig meget, da hans film indimellem har været fatalt ringe. Men igen kan jeg kun anbefale den til en afslappende søndag hvor sofapulsen trænger til at blive trænet, for udover halvsolid action er der ikke meget at komme efter i Death Race.