Death Jr.

Personligt har jeg et lettere ambivalent forhold til døden. På den ene side har jeg altid gruet for at nogen jeg kender, skulle dø. Da den lille gråspurv jeg engang fandt døde, græd jeg som en lille pige. På den anden side holder jeg utroligt meget af Døden, som han optræder i Terry Pratchetts Discworld-univers. Med en stemme som ligkister af bly begravet i et bjerg, et behageligt sind og naturligvis hesten Bimmer, er der intet gruopvækkende over ham. På et sted midt imellem disse to udgaver af døden finder vi Death, Jr., selveste Dødens søn og hovedpersonen i spillet af samme navn.

Death, Jr., i daglig tale kaldet DJ, er en dreng som de fleste andre. Hvis vi naturligvis ser bort fra det forkalkede ansigtsudtryk, den sorte kåbe og den enorme le han slæber rundt på. Han har venner, selvom hans venner lige er en tand mere specielle end dem man normalt finder i folkeskolen. Vennerne er i øvrigt noget af det mere underholdende ved Death Jr. Der er Stigmartha, der bløder fra hænderne når hun bliver nervøs. Pandora lider af tvangshandlinger og skal partout åbne alt hun ser. I en væskefyldt tank flyder Seep, et misfoster uden arme og ben, men altid parat med en rap bemærkning. Dead Guppy er, som navnet antyder, en død guppy, og han ligger helt stille og siger i sagens natur ikke meget. Det er derfor utrolig ærgerligt at mængden af dialog og interaktion med de andre karakterer er holdt på et absolut minimum.

Under en skoleudflugt går det galt. Pandora vil have åbnet en kiste, og da kisten endelig bliver åbnet, bliver en ældgammel dæmon lukket ud. Vennerne bliver fanget, og kun DJ kan klare ærterne. Redskaberne: Farmands arbejdsværktøj, leen, og en dyngefuld potente skydevåben. Fjenderne er store, grusomme og talrige, hvilket giver anledning til mange kampe. Det er essentielt at besejre fjender, idet DJ har brug for sjæle til at komme forbi forhindringer. Det er nemt og hurtigt at gå i krig med de dæmonisk udseende bad-guys, selvom det ikke varer længe før det første problem dukker op.

Kameraet lader noget tilbage at ønske. Selvom kameraet og sigtekornet, kan låses fast på en fjende, skal der ikke mere end et par hop fra DJs side før dette lock-on annulleres, hvilket ikke just gør kampene helt nemme. At undvige er i nogle sammenhænge det samme som at miste overblikket, ikke noget der fremkalder smil, snarere en irriteret panderynke. Især fordi fjenderne kommer i stride strømme og der sjældent er lejlighed for at tage sig en slapper og kigge sig omkring.

Et andet aspekt der heller ikke bidrager til spiloplevelsen er valget af farver og lyssætning. Nogle baner er simpelthen for mørke, og tit har jeg fejlbedømt hop eller simpelthen ikke set, hvor jeg skulle hen på grund af det tæppe af dunkelhed, der ligger over verdenen. Det er synd, for omgivelserne fungerer godt. De føles bekendte, dog lige vredet således at man ikke føler sig helt tryg. Death Jr. selv er lidt af en farveløs og kedelig hovedperson, mens hans venner, når de optræder, stjæler billedet med deres underlige udseende og fine replikker.

Death Jr. har sikkert aldrig sigtet mod at revolutionere eller forny genren. Hvad Death Jr. leverer, er i stedet forholdsvis solid action på en maskine, der godt kunne trænge til lidt andet og mere end et dusin racerspil.