Dead Silence

Jeg er faktisk ikke en særlig stor fan af gysere. Til dels fordi de alt for tit kun går op i, hvem der har de mest ulækre effekter i stedet for at fortælle en god historie, men også fordi jeg er meget nem at skræmme. Ja, der skal ikke meget mere end en knirkende dør til, så ligger jeg bag sofaen med hænderne for øjnene.

På trods af mine sarte nerver blev jeg meget imponeret af den første Saw, debutfilmen af den malaysisk-fødte instruktør James Wan. Efter han havde lagt grundstenen for en af de mest succesrige, nylige gyserserier (som er blevet værre og værre) er han stadig i gang med at lave gysere af forskellig art. Hans første projekt efter Saw, var Dead Silence, der nu udgives på Blu Ray.

Jamie Ashens kone bliver dræbt på ganske bestialsk vis samme aften parret modtager en mystisk pakke indeholdende en bugtalerdukke. Efter han opdager, at bugtalerdukken stammer fra hans fødeby Raven's Fair og at den blev brugt af den frygtede Mary Shaw, påbegynder han en undersøgelse for at finde ud af, hvorfor hans kone skulle dø.

Handlingen er enkel, men spændende. Der ser aldrig ud til at være et definitivt svar på, hvad der egentligt foregår og den åbne slutning, der ikke besvarer særlig meget, gør det hele endnu mere ubehageligt. Nu er det her ganske vist en gyserfilm, og i den sammenhæng er der et par scener hvor karakterer med overlæg opfører sig dumt, for at der kan ske noget uhyggeligt.

I den forbindelse må Dead Silence besidde en form for rekord. Tidligt i filmen checker Jamie ind på et motel og vælger at placere dukken, den selvsamme dukke, som han gentagne gange har påstået er hans kones morder og som han har stjålet fra gerningsstedet, ved et bord der står op af et skummelt, rødt vindue... og han stiller et glas vand til dukken. A´Hva?!

Hvis vi ser bort fra de uvilligt komiske situationer er Dead Silence meget uhyggelig. I stedet for den typisk vestlige "BØH!"-tradition der handler om at give chok, vælger Wan den mere asiatiske "knirk...knirk"-tradition der langsomt opbygger spændingen og lader seeren skræmme sig selv gennem sine forestillinger om, hvad der lurer i mørket.

Man bliver mere skræmt af stemningen end af dukkerne, selvom de også går hen og bliver temmelig uhyggelige undervejs i fortællingen.
Dead Silence ikke har nogen specielt interessante karakterer eller banebrydende historie, men på trods af dette hæver den sig stadig over gennemsnittet som gyser betragtet.

Der gøres et bravt forsøg på at fortælle en historie, og selvom det ikke virker synderligt godt, er den et kig værd for at få et lidt mere gennemtænkt gys.

Ekstramateriale:
Intet.