De Tre Musketerer

Jeg har lidt et had/kærlighedsforhold til Paul W.S. Anderson. Han er så enormt hyggelig at høre på i interviews når han prøver at maskere sin barnlige entusiasme med let forlegenhed mens han forklarer hvordan han brugte hele sin weekend på at filme voldsporno-scenerne i Event Horizon. Manden er en legesyg lille nisse, der et eller andet sted udmærket ved, at han har alt for meget testosteron i blodet, men for fanden, hvis man nu engang har forelsket sig i synet af blod i slow motion og tilfældigvis har $75 millioner i ryggen, hvorfor så ikke løbe linen ud?

Det har nok (også) været tanken da han fik grønt lys til at lave hans version af De Tre Musketerer. Paul må have siddet der med årene dunkende i dobbelt tempo i sin morgenkoffeinforgiftning og tænkt, "Ja, jo, alt det der ‘en for alle, alle for en' pis er meget hyggeligt, men ved du hvad de virkelig manglede der tilbage i det 17. århundrede? En ordentlig røvfuld luftskibe."

Og således begynder genudsendelsen af den tapre men overordentligt stupide ungersvend D'Artagnan (spillet i aftenens forestilling af Logan "Lamsebamse" Lerman), der er stålsat på at blive musketer, selv om der ikke er noget, der hedder musketerer længere. Man skulle tro, at D'Artagnans far, der selv var musketer og optrænede ungersvenden, ville have fortalt hans ivrige unge pode, at der ikke var nogen gulerod for enden af den snor, men nix - op på hesten, min dreng, og videre til Paris, så du kan te dig åndssvagt og komme i slåskamp med alle, du møder.

Han møder tilfældigvis de tre helte-musketerer ved at være et totalt røvhul. Disse forrige helte er af en eller anden grund de sidste tilbage af deres slags i Paris - Athos, Porthos og Aramis (hhv. Matthew Macfayden, Ray Stevenson og Luke Evans - how do you do). Og Frankrigs konge er en teenage vatpik, der ikke har andet i hovedet end hans teenage-dronnings trusser, som han ikke må komme ned i. Tro det eller ej, dét er faktisk plottets omdrejningspunkt: Hele Frankrigs fremtid afhænger af, at kongebarnet kan kravle i dunken på sin dronning. Sin dronning, som han er gift med. Man skulle tro, han ville have en chance uden at skulle sætte landet på ende og kaste sig i krig med engelske hertug Orlando Bloom og Uma Thurman-wannabe Milla Jovovich. Men nix - op på hesten, min dreng.

Rulleteksterne vover at påstå, at historien er baseret på Dumas' bog fra 1844, men jeg tror nærmere manuskriptforfatteren har set den der Charlie Sheen og Kiefer Sutherland-film fra 1993 og tænkt, "Hey, vi laver sgu da den, bare med flere eksplosioner. Og nogle luftskibe."

Ja, de fucking luftskibe. Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tror ikke, Paul Anderson har godt af al den friske, franske luft. I filmen optræder en længere sekvens involverende to luftskibe i karambolage med hinanden, der fremover bør aftales som værende definitionen på "afsindigt latterlig." Paul behandler scenen, der seriøst varer over et kvarter (men føles som en halv time), som om det var en rumkamp i en Star Trek-episode, og det er lige præcis dér man begynder at undre sig om den mand overhovedet gennemførte folkeskolen HOLD DA MAGLE han har en bachelor i litteratur?! Hvordan er det muligt? I så fald må han da i det mindste have stiftet perifært bekendtskab med originalhistorien ... eller hvad?

Førnævnte 90'er-musketer-film var måske en Disney-produktion, men det her er langt nærmere en børnefilm end Tim Curry nogensinde kunne gøre den til. Manuskriptet er dybt åndssvagt, replikkerne er latterlige, Mads Mikkelsen ser ud til af og til at mumle "hvad fanden er det, jeg har sagt ja til?" og det der trip med luftskibene, som de stjæler tegningerne til fra Leonardo Da Vincis hemmelige, underjordiske bibliotek WHAT THE FUDGE hvornår dukker Nic Cage op og siger bøh?! ...

Host. Kan kun anbefales som tom tømmermændsunderholdning.