De Efterladte - Traditionen Utro

Jeg har altid haft en svaghed for sangskrivere, som kan skabe billeder i min hjerne. Helst dem, der kan gøre det med de simpleste virkemidler. Folk som Allan Olsen og Peter A.G. har en særlig plads i min pladesamling, og derfor skal den her anmeldelse også læses i det lys. De Efterladte er navnet på et projekt fra Peter H. Olesen og Michael Lund. Peter H. Olesen har tidligere spillet i duoen Olesen-Olesen med sin bror Henrik Olesen, men det er første gang, jeg har stiftet bekendtskab med ham. Pladen, der har fået den herlige titel Traditionen Utro, indeholder en samling fine sange, der er skrevet både af og om Peter Olesens sortsyn. Som han selv synger på åbneren Sangen Selv: "Jeg synger mest om tvivlen selv".

Peter Olesen lyder, både i stemme og tekster, lidt som en lidt mere dyster udgave af netop Allan Olsen og lidt af Povl Dissing, og hele universet er meget ligetil og behageligt at befinde sig i. De Efterladte er bedst på sange som En Knivspids af Din Tro, Godmorgen Kynisme og Sang i Klar Frost, men hvis man sætter sig og lytter til pladen i stedet for at have den kørende i baggrunden, finder man flere små perler. Blandt andet "digtet" Du Lever og Har Det Godt og Bor et Sted på Sjælland, hvor man, hvis man ikke hører efter, ikke opdager, at Peter Olesen snakker om sig selv. Hvis du, som jeg, har hang til glimrende små sange med gode sproglige billeder, er der god grund til at give De Efterladtes debut et lyt.

Der er dog steder på Traditionen Utro, hvor jeg står lidt af. For eksempel virker de numre, hvor der bare bliver snakket, ikke rigtig. Der er også et par mere elektroniske numre, som ryger ved siden af. De er måske lavet for at være eksperimenterende og gå væk fra den traditionelle sangskrivning. Det virker bare ikke. Numrene virker tilfældige, og tvungne. De Efterladte er klart bedst, når de holder sig til den klassiske sangskriverstil. Den der for det meste ikke indebærer meget andet end en mand og hans guitar. Traditionen Utro er definitionen på en fin plade. Rigeligt med gode sange, og uden mulighed for at nogen slår sig. Det er solidt og uden de store armbevægelser. Men desværre også uden at komme helt op og ringe.