Daybreakers

Det ville være let at dømme Daybreakers ved første øjekast: Willem Dafoe, Ethan Hawke og Sam Niel har alle været med i ganske fine film, men også haft deres uheldige øjeblikke. Og med mængden af vampyrfortællinger vi oversvømmes med i disse år, er det besnærende at afskrive filmen på forhånd.

Her er en fortælling om vampyrer i en nær fremtid, året 2019 helt præcist, og omgivelserne ligner mere Blade Runner end klassiske gotiske kulisser. Vampyrerne har overtaget, og endda så meget, at de er blevet normen fremfor undtagelsen. Størstedelen af menneskeheden lever derfor videre som altid. De slubrer stadig deres kaffe latté på vej til arbejde i metroen, nu er den bare krydret med blodtype A+.

Naturligvis har de måttet indrette sig efter omstændighederne, da eksempelvis sollys er stadig et problem. Et større problem er den hastigt uddøende menneskerace, altså dem, der ikke er blevet til vampyrer. Mennesket, som vi kender det, er ganske enkelt reduceret til rene avlsdyr, og vampyrerne er ved at løbe tør for blod.

Sam Neil spiller den kyniske forretningsmand, der ser sin omdannelse til vampyr som en gave - en sejr over dødelige sygdomme, og naturligvis som en mulighed for at lave endnu flere penge. Det er her filmens slet skjulte miljøreferencer og nik til oliekrisen kommer ind. Heldigvis er dette ikke så dominerende, at man behøver føle sig på den moralske skolebænk.

Ethan Hawke leverer et overbevisende skuespil, og der er nok af drejninger undervejs til at holde seeren fanget, også selvom handlingen til tider bliver lidt for forudsigelig og klichéfyldt.

Daybreakers præsterer at levere endnu en blodig nyfortolkning af vampyr-temaet, og klarer sig igennem de fleste tåbeligheder med oprejst pande. Som seer er man derfor underholdt ganske fint i de lidt over halvanden time, som thrilleren ræser over skærmen. Se den hvis du elsker vampyrer og er træt af de fimsede emo-udgaver eller trænger til en lidt anden vinkel på hugtænderne.

Ekstramateriale
Uden ekstramateriale er det svært at foreslå indkøbet af Blu-Ray fremfor DVD-skiverne. BD-udgaven har en solid sort og rigtigt lækre farver, men desværre følger skarpheden ikke helt med. Så i sidste ende skal valget komme an på ens foretrukne format.