Day Watch

Da Lysets Vogtere kom ind igennem brevsprækken, var det mit forundrede ansigt, der mødte den. Jeg havde nemlig hørt om den første film i rækken, Mørkets Vogtere, og den lød ikke til at være for folk med hang til god historiefortælling. Med den kommentar satte jeg mig for, at se den første film i rækken, inden jeg skulle se Lysets Vogtere, og forvirrende som den end var, var der momenter af sprudlende kreativitet og respekt for filmmediet, selvom helhedsindtrykket mildt sagt var en tynd størrelse. Fortsættelsen kører stort set i samme spor som sin forgænger, men ved at overgå i den visuelle side fra Mørkets Vogtere, kører det hele alligevel en lille smule bedre end sidst.

Lysets Vogtere fortsætter, hvor Mørkets Vogtere slap, og er samtidig toeren i en trilogi på baggrund af forfatteren Sergei Lukyanenkos fortællinger om kampen mellem lyset og mørket. Vogteren for lyset, Anton, har nu fået en lærling i form af Svetlana, som han reddede i forgængeren. Udover at de to er blevet glade for hinanden, kæmper Anton en hård kamp for at få sin søn tilbage over på lysets side, efter en skæbnesvanger beslutning (også fra forgængeren). Både Svetlana og sønnen besidder utrolig stærke magiske kræfter, som henholdsvis lyset og mørket afhænger af. Da Anton pludselig bliver beskyldt for et vampyrmord, han ikke har begået, er balancen mellem de to parter igen ustabil, og den eneste udvej for at redde Moskva og resten af verden fra undergang, er at skaffe skæbnens kridt, et kridt, der besidder evnen til at frembringe det, man skriver med det.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: hvis man ikke har set eller bare minimalt forstået Mørkets Vogtere, vil Lysets Vogtere være den største omgang ligegyldige hokus pokus. Man får som seer ikke en chance for at vide, hvad der foregik i forgængeren, og har derfor heller ingen chance for at vide noget om de små historier, der snor sig omkring i fortællingen undervejs. Men hvis man har set og forstået forgængeren, vil Lysets Vogtere faktisk virke relativ forfriskende, fordi den bygger videre på et velkendt univers med stil. Det afholder den dog stadig ikke fra at være en rodet affære, og når det hele foregår på russisk, gør det faktisk ikke tingene bedre, selvom det giver den en vis umiskendelig charme.

Effekterne sprudler stadig med sin helt egen unikke stil, og selvom det hele klinger af en underlig form for falskhed, så er det lækkert at se på. Det virker i bund og grund som en slags The Matrix på speed og LSD samtidig, og alt i alt nyder man, når filmen for alvor folder sig ud i kreative effektbrag. Her er specielt afslutningen værd at kigge på.

Det kunne måske lyde som om, den faktisk gør mange ting meget bedre end forgængeren, og det er heller ikke helt forkert. Men filmens største akilleshæl, nemlig spilletiden, ødelægger, hvad der kunne have været supereffektiv popcornsunderholdning. Med sine næsten to en halv time, besidder den passager, hvor den slæber sig af sted i et uvirkeligt tempo. Der er en overflod af dybt unødvendige komiske indslag og andre åndssvage gimmicks, der sagtens kunne have været klippet ud.

Lysets Vogtere er, ligesom sin forgænger, en forvirrende og langtrukken russisk eventyrfilm, hvis fortælling er stjålet fra de fleste andre film i den genre. Det ville derfor også være en kæmpeløgn, at kalde den nyskabende, og med dens mange langtrukne scener, er det også rigtig svært, at holde interessen hele vejen igennem. Alligevel er der tale om en lille forbedring fra forgængeren, hvis man vel og mærke har set den. Det er ikke nok til, at trække den op over en middelkarakter, men folk, der nød den første, vil ikke blive skuffede. Resten skal nok hoppe langt udenom Lysets Vogtere.