Dawnspire

Der var engang fem gæve svenskere ved navn Henrik, Anders, Tommy, Nicklas og Jonathan. Disse fem svenskere havde en drøm: de ville skabe et rollespil med fokus på spiller-mod-spiller-kampe. Drømmen blev ført ud i livet da de skabte {Dawnspire}, et hurtigt og strømlinet online action rollespil, eller hvad man nu skal kalde denne helt nye genre.

For det er en helt ny genre. Dawnspire kan vel bedst beskrives som en hybrid mellem {Guild Wars} og {Counter-Strike}, tilsat en smule {Unreal Tournament}. Spillet går i al sin enkelthed ud på at kæmpe mod andre spillere, og selvom det måske på ydersiden ligner et online rollespil, så skal man endelig ikke forveksle det med et sådan spil. Der er nemlig ingen computerstyrede monstre - i værste fald møder man et par bots, hvis den enkelte server ikke er fyldt ud. Der er heller ikke tale om en vedvarende verden; i stedet kæmper man på forskellige baner, og disse baner skifter tit og ofte, præcis som i populære første persons skydespil.

Men det faktum at banerne skifter tit betyder ikke, at man får den store afveksling i sceneriet. De fleste baner byder på store åbne områder krydret med et par snævre passager, men der er ikke tale om, at man får lov til at dyste i slotte og fangehuller, eller på bjerge og i dale. Jeg kunne godt tænke mig at se de entusiastiske udviklere fra Silent Grove Studios lave om på dette; og det er måske slet ikke utænkeligt, for de tilføjer nyt indhold fra tid til anden. Blandt andet er der en helt ny karakterklasse på vej - og det glæder jeg mig til.

Karakterklasserne er alt i alt temmelig originale. Jeg blev lynhurtigt forelsket i min yndlings-ærketype; snigmorderen. Det er en overordentlig stor tilfredsstillelse at snige sig om bag fjenden og stikke et par knive ind i ryggen på ham, og så forårsager det tilmed en enorm mængde skade. Er det imidlertid ikke nok til at gøre en ende på min fjendes eksistens, ja så hælder jeg blot en smule gift på mine knive og lader den gøre resten af arbejdet. Jeg er tilfreds.

Endnu mere tilfreds blev jeg dog, da jeg lavede en dværg og lagde et minefelt i mit holds hjemmebase. De to slags miner, som dværgen kan lægge, er overordentligt underholdende i brug. Den ene er en klassisk en af slagsen; den eksploderer når min fjende træder på den. Den anden holder min fjende fastlåst, og hvis han bevæger sig, så gør det temmelig ondt på ham. Lækkert! Min yndlingsstrategi blev hurtigt at lægge et stort minefelt, tage mit artilleri frem fra rygsækken, og så ellers bombardere fjenden når han nærmede sig. Kom han lidt for tæt på, ja så kastede jeg en klisterbombe efter ham. Bum!

Jo, der er masser af muligheder at hente i de forskellige karakterklasser. Og i skrivende stund har jeg ikke engang prøvet halvdelen af de mulige kombinationer af færdigheder. Det virker dog som om, at visse karakterklasser, så som en hellig kriger med helbredelses-færdigheder, er mere populære. Sjovt nok er det også dem, der kan uddele flest øretæver, og man sidder lidt tilbage med en bitter smag i munden: der mangler en gevaldig omgang afbalancering, så alle karakterklasserne har lige gode muligheder.

Men jeg morede mig. Og jeg morer mig stadig, når jeg af og til hopper ind og uddeler øretæver. Er man heldig, så kan man sågar spille mod udviklerholdet, der er kendt for at frekventere spillets servere. Og de skal have ros. Ros for at lytte til spillerne, ros for at følge deres hjerte og skabe det spil, som de altid har drømt om.

Dawnspire er et herligt uforpligtigende bekendtskab. Det er nemt, hurtigt at gå til, og så koster det ikke ligefrem en luksusyacht at købe spillet fra udviklernes hjemmeside. Nok nærmere et par pizzaer. Karakterklasserne mangler ganske vist at blive helt afbalancerede, og banerne er en smule ensformige, men bortset fra det, så har Silent Grove Studios gjort en hæderlig indsats. Og hvem ved, måske har de kastet ankeret i vandet for endnu flere spil i denne genre? Jeg krydser i hvert fald mine fingre.