Darkest Hour

Hvad nytte gør alverdens teatersminke, hvis skuespillerens ånd ikke kan brænde igennem? Det er en symbiose mellem sminkørens silikone og personen som skal bære det. Uden en ferm personlighed som kan skinne igennem sminken vil masken blot være et skjold mod publikums indlevelse. Gary Oldman har gennem årtier været en filmisk kamæleon der aldrig har fået den fortjente anerkendelse. Allerede i 1992 blev hans dramatiske evner mejslet fast i Dracula, efterfølgende understreget af hans eminente præstation som alfonsen Drexl i True Romance, men så skete der ... ikke så meget. Oldman blev oftest typecastet som manisk filmskurk eller tildelt biroller i skyggen af andre, men agenturet gjorde sit arbejde for at rette spotlyset på Oldman. Darkest Hour er en film om en markant, historisk personlighed. En forudsigelig måde at vinde Oscars - og det gjorde den også.

Gary Oldman, sminkøren Kazuhiro Tsuji og instruktør Joe Wright har sigtet skyhøjt i portrætteringen af Winston Churchill, en af Europas største, politiske personligheder. En ambition der ville andre til at skælve og tabe, men som Oldman løfter med en storstilet selvsikkerhed. Som filmisk historiebog kredser Darkest Hour omkring Churchills indsættelse som premierminister og håndteringen af både det politiske bureaukrati de diplomatiske kriser da Hitler truer den britiske bred. Hovedsageligt skildres det historiske forløb centreret om manden selv. Filmen går nøgternt til værks i rekonstruktionen, med store bogstaver for datoernes begivenheder, men fletter samtidig lidt politiske ideologi ind via to gaver som Churchill lærte at mestre: Udviklingen af talens uendelige kraft og hans lydhørhed over for underklassens borgere.

Læg ikke kun mærke til den naturtro sminke, men også til detaljegraden i hans indlevelse. Den snøvlende underlæbe, det papirtynde blik og måden han trækker i ordene når han taler. Lavmælt og nervøst såvel som højrøstet og råbende. Det er ganske enkelt uovertruffen, men alle kortene spilles ikke på Gary Oldman alene. En rundkreds af komponenter løfter byrden, fra Kristin Scott Thomas i rollen som hans ihærdige hustru, til filmfotografen Bruno Delbonell, som nøje kalkuleret oversvømmer scenerne med en berusende stemning. Titlen er taget bogstaveligt, for der er godt nok underbelyst i det politiske rum. Egoet er stort, og der bliver ikke sparet på filmiske virkemidler der indrammer sindsstemningen for historiens hovedperson. Summen er en kongekabale der danner et monumentalt filmværk efter alle kunstens spilleregler.

Darkest Hour kan nærmest kategoriseres som sidste sløjfe i en trilogi sammen med en håndfuld nyere film, der genfortæller andre dele af periodens samme brændpunkt: The King's Speech, Dunkirk og Darkest Hour. Og skal man absolut klandre Darkest Hour for noget, i forhold til sine nye naboer, er det værkets karikerede og konservative tilgang og manglende villighed til at udfordre rammerne eller bringe nyt til scenen. En perfektion af filmkunstens håndværk, men ikke en frontløber. Oldmans bidrag formår derimod af afmystificere den ellers urørlige aura omkring Winston Churchill, og hvis man ellers vil kapitulere til skuespillets kraftpræstation og skildringen af en politisk myte, så er Darkest Hour fandeme en solid filmoplevelse.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er forsynet med et par skematiske ekstrafilm om produktionen, naturligvis også møntet på Gary Oldmans transformation til Winston Churchill. Det er ret selvpromoverende og overfladisk.