Dark Waters
Måske den dårligste film i mange år?. Rasmus har kedet sig i et par timer og er klar til at fortælle om det.
Den amerikanske flåde har lavet nogle eksperimenter med at lave hajer om til våben, men nogle af disse hajer slipper fri, og så er gode dyr rådne. Efter at denne flok dræbermaskiner begynder at myrde løs på en undersøisk boreplatform, bliver den store helt indkaldt. Vores helt, som bliver spillet af Lorenzo Lamas, er en rigtig fusker som snyder en masse penge fra folk, som tror pengene skal gå til at finde den sagnomspundne by Atlantis. Men sammen med hans smukke kvindelige kumpan, spillet af Simmone Mackinnon, bliver han bortført og tvunget til at løse dette problem. Men det går hurtigt op for dem at der er nogle stærke kræfter imod dem, som helst ikke vil have dem til at snuse i deres sager.
Historien er dybt godnat, selv for en Sci-Fi-film i den billigere ende. At der så på omslaget til filmen bliver slået på at man her vil opleve nogle af de mest spektakulære special effects nogensinde, så bliver skuffelsen bare meget større. For dem som ikke lige ved hvem Lorenzo Lamas er, så kan tv-serien Harley Strømer måske hjælpe lidt på vej. Han er ikke blevet en bedre skuespiller siden dengang, og det er for mig et under at han overhovedet kan få jobs i filmindustrien. Den kvindelige del af helte teamet er lige så lækker som hun er en dårlig skuespiller, men så er der da i det mindste noget pænt at se på. Et af de morsomste øjeblikke i filmen er at man i et kort øjeblik tror at selveste Sean Connery har fået en rolle i filmen. Glæden er dog kort, for efter nærmere syn på sagen er det blot en gut ved navn Ross Manarchy, som sikkert kun har fået rollen netop pga. hans lighed med den gamle skotske ræv.
Denne film er simpelthen så ringe sat sammen at den er en stærk konkurrent om at ende blandt de ringeste film nogensinde. Derfor er rådet herfra, hvis man absolut vil se noget med sindssyge hajer som slår ihjel, så er Jaws et meget bedre valg. For en film om dræberhajer med radarsyn er simpelthen for langt ude. Men det kunne måske være blevet lidt bedre, hvis bare skuespillet og effekterne var bedre, men sådan skulle det ikke gå. Hold jer væk fra denne titel, den kan kun bruges til hadegave.
Gamereactor Danmark