Dark Summit

Mens snowboard genren de seneste år, er blevet markant udvidet med perler som SSX Tricky og Xbox’s Amped, så er der stadig ikke en eneste udvikler, der har gjort noget ud af at fylde en ordentlig historie på eller en grund til, hvorfor man indtager de mange pister. Men dette råder Radical Entertainment nu bod på med Dark Summit, et spil der på mange måder fusionere et underliggende plot med det typiske snowboard spil. Men som altid, når det er det første af sin slags, så kommer det også med visse fejl - nogle mere enerverende end andre.

Læs en bog i stedet
Dark Summit udspiller sig på Mount Garrick - et stille og roligt skisted, hvor folk med hang til brædder på fødderne, kan suse ned at de mange pister. Her hersker roen og med Chief O’Leary ved roret, skal det helst forblive sådan. Noget der betyder at bl.a. snowboardere absolut ikke er velkomne. Men da hele bjerget pludselig spærres af, tager Naya sagen i egen hånd for, at finde ud af, hvad der egentlig er sket og det betyder, at du hvirvles ind i et større plot af intriger, hvor bl.a. militæret er indblandet. Det siger sig selv, at der ikke er meget at hente i en så tyndbenet historie og ideen med at lægge et plot ind i Dark Summit falder da også til jorden, ganske kort efter spillets start.

Ganske habilt spil
Heldigvis er Dark Summit i sig selv ganske habilt. Nøjagtig som Tony Hawk’s Pro Skater forventer spillet, at du gider sætte dig ind i en masse moves og derved gennemføre små opgaver på de mange pister ved at grinde, tweake og hoppe igennem forskellige opgaver. Du har nemlig brug for de såkaldte Lift points for, at komme videre og derved finde de bomber, der er spredt ud over banerne og progredere i den redundante historie. Dette er der ikke nogle galt med og et godt tricksystem samt nogle sjove baner, gør det interessant, at prøve igen og igen til det lykkes.
Dog fejler Dark Summit på et vigtigt punkt. Hvor andre spil føles rigtige - dermed ment at man har følelsen af at køre på sne, så mangler det virkelig her. Man skøjter mere af sted, nærmest svævende og føler til tider, at tyngdekraften ikke eksisterer. Dette kan bl.a. dyrkes, hvis man vender om og prøver at køre opad igen. Det er ganske enkelt et problem og nogle gange kan man få godt med fart på. Dette er selvsagt skuffende og burde ikke finde sted i en anden generations titel på PS2.

Sig goddag til min løjpe
Visuelt er spillet okay. De mange baner ruller smertefrit forbi, med en udmærket detaljegrad og nogle sjove påfund. Men alt er kantet og kedeligt, og animationerne af de enkelte objekter er frygteligt kedelige. Heldigvis er der ligesom i SSX Tricky lagt vægt på det lidt vanvittige banedesign og ikke blot kedelige pister fra Norge - noget der gør det muligt, at lave nogle sindssyge hop og tricks. Desværre er musikken ikke helt god. Mens andre ekstreme sportsspil kan prale af store musiknavne i form af Linkin Park og Jurassic 5, så er Dark Summit’s tynde studieproduktioner af halvkedelig fusionsjazz og elektropop, der ikke giver spillet det forventede boost af action eller fart.

Ikke ordentlig færdiggjort
Ideen med Dark Summit er egentlig meget god. Spillet er ikke ovenud originalt, men har tilpas mange nye ideer til at kunne forny genren. Desværre er det hele sjusket sammensat og man forstår ikke hvorfor spillet, som i øvrigt udkommer til både Xbox og PlayStation 2, ikke er blevet holdt tilbage, så der kunne kigges på nogle af de mere enerverende problemer, som titlen vitterligt har. Som snowboard spil er der ikke nok, at komme efter og fans af genren bør hellere investere i SSX Tricky, hvis de vil mærke den kolde sne under fødderne, mens fans der havde håbet på en god historie, kan sætte sig tilrette med en god bog i stedet. Dark Summit er og bliver et meget svingende spil, der kun glimtvis viser, hvad vi kunne have fået ud af denne anderledes idé.