Dark Sector

Digital Extremes' seneste actionspil {Dark Sector} er en sand fornøjelse fra start til slut, hvis man altså har tålmodigheden til at indfinde sig med et kampsystem, der ikke er specielt dybt, men alligevel pokkers effektivt og nok til at stoppe de fleste fjender. At spillet så også er tæt på at være et teknisk vidunder, må være mere end grund nok til i hvert fald at prøve det, for Dark Sector er et kærkomment bidrag i en genre, der i de seneste par år er begyndt at træde lidt for meget vande efter min smag. Der er et par mere eller mindre store fejl i spillet, som f.eks. fjendernes kunstige intelligens og det lidt trange banedesign, og i visse kapitler er det mere frustrerende end kombinationen af tordenvejr, jordskælv og fjernsyn. Men så er det godt, at alt kommer til den, der venter, for jo mere man spiller Dark Sector, jo mere ser man af den grafiske muskelkraft og den ganske udmærkede oplevelse.

Dark Sector's historie er ganske ordinær: Du spiller en hemmelig agent, der skal infiltrere en Østeuropæisk fæstning, som skjuler på en dyb hemmelighed, en hemmelighed der truer ikke mindre end menneskehedens eksistens, og selvom at det lyder meget interessant, så er det jo ikke ligefrem noget, vi ikke har set før. Selve fortællingen bliver fortalt på en nogenlunde kronologisk korrekt måde, hvilket desværre ikke var det, som udviklerne lovede os før udgivelsen. Det er mig en gåde, hvorfor jeg synes, at spillets fortælling er så rodet, at man overhovedet ikke kan finde hoved og hale i den, da jeg plejer at have styr på hver eneste bid af baggrundshistorien fra langt mere intellektuelle spil som f.eks. {Metal Gear Solid} - men sådan er det nu. Jeg vil ikke afsløre noget her, men i den sidste tredjedel af spillet går der lidt for meget superhelte-film i den efter min smag.

Efter et kort øjebliks selskab med spillet får spilleren mulighed for at bruge en slags kastestjerne, der bliver det primære våben i resten af spillet, og selvom den er langsommere og mere upræcis at kaste med end almindelige skydevåben, er der alligevel noget magisk ved at bruge et oldnordisk objekt mod højteknologiske sci-fi-fjender. Man kan desuden sætte ild til klingen eller oplade den med elektricitet, noget, der ikke bare gør den mere kraftfuld, men også skal bruges til de en smule forsimplede gåder i spillet. Desuden har man mulighed for at købe våben på det sorte marked, der så kan bruges til at meje monstre og fjendtlige soldater ned med samtidig med, at man senere i spillet automatisk udvider sit repertoire af overnaturlige evner, da man vil kunne gøre sig både midlertidig usårlig såvel som usynlig, som eventyret skrider frem.

At opgradere sine våben er da også noget, spillet råder en til, men da de ikke er så givende, som man skulle tro, kan man hurtigt komme til at glemme alt om dem. Oplevelsen er ellers, hvad man kan forvente af et actionspil nu til dags og byder på forrygende action fra start til slut krydret med nogle fantastiske boss-kampe og et par opsatte scener, der ikke bliver glemt lige foreløbig. Undervejs i spillet får man nemlig fornøjelsen af at afprøve en såkaldt Jackal-tank, hvilket giver anledning til at se spillets imponerende fysiksystem blive demonstreret. En ting, der dog ikke er specielt prangende er banedesignet, der er lidt for snævert, og på et eller andet tidspunkt i slutningen af spillet bliver man altså lidt træt af, at se de samme mørke korridorer og ensformige udendørsarealer.

Der er dog en ting ved Dark Sector, der skinner igennem mere end noget andet ved spillet: Det visuelle aspekt ved spillet er virkelig noget for sig, og at spillet til tider kan matche den tekniske formåen af et spil som f.eks. {Uncharted: Drake's Fortune} er noget, som de fleste ville være enige i. Den grad af arbejde og talent, der er blevet lagt i grafikmotoren er noget, man simpelthen ikke kan undgå at lægge mærke til, når man spiller Dark Sector, men manglen på detaljer gør, at det ikke helt kravler hele vejen til tops. At sidde bag et stykke ødelagt mur og pille den ene soldat ned efter den anden med en snigskytteriffel midt inde i en inficeret storby, mens de gule efterårsblade flagrer rundt omkring ens legeme er dog et syn for guderne, og specielt lyseffekterne er noget af det flotteste og mest stemningsfulde, jeg har set i længere tid. Animationerne er måske ikke de bedste i verden, men alligevel er der meget, der taler til grafikkens fordel.

Noget, som man kan kritisere spillet for er den mangelfulde lydside, der kan klandres for at være for simpel og uambitiøs. Lydeffekterne er gode, men musikken og især stemmeskuespillet er meget anonymt, og selvom der da er tidspunkter, hvor de leverer varen, så er der langt mellem de rigtig gode præstationer. Det fjerner dog ikke helhedsindtrykket af Dark Sector som værende et fængende, storstilet og intelligent actionbrag med et forfriskende tag på skuddueller, som vi kender dem. Dark Sector har stadig langt op til de næsten religiøse mastodontspil, som det peger på igennem hele spillet, men det er stadig et sikkert køb for alle dem, der trænger til en ny fremvisning af, hvad de nuværende konsoller er i stand til at fremvise af grafik og ikke mindst underholdende gameplay. Og så er der os andre, der bare trænger til noget at dræbe ventetiden med, mens vi higer efter Metal Gear Solid IV.