CSI, Sæson 1
Grissom og hans hold opklarer mord og andre ugerninger på stribe. Steen begår aldrig den slags forbrydelser (igen?).
Jeg tror ikke at jeg kommer til at slå nogen ihjel. Misforstå mig nu ikke, jeg har bestemt ikke trangen til at begå manddrab på nogle af mine medmennesker. Skulle jeg dog en dag stå i en position, hvor muligheden og lysten skulle opstå, så tror jeg mine tanker hurtigt vil ledes hen på Grissom og hans hold af garvede retsmedicinere. Det er jo næsten umuligt at begå et ærligt mord i vore dage uden, at efterforskningsholdet finder DNA eller andre vigtige spor og fælder gerningsmanden.
Skulle du være så fjern fra medieverdenen, at du ikke på et eller andet tidspunkt har fanget et afsnit eller to af CSI-serien, så er her lige et oprids af omdrejningspunktet. Hvert afsnit starter sjældent med nogle af seriens hovedroller indblandet. Der er tale om en lille sekvens, hvor vi seere er vidne til en forbrydelse, eller i det mindste brudstykker af den. Det er herefter at de kompetente mænd og kvinder fra politiets retsmedicinske afdeling rykker ind - CSI: Crime Scene Investigation. Det er selvsagt mord der for det meste er tale om, men måden de er udført på og motiverne bag er ofte meget kreative. Hvert holdmedlem har hver sit speciale og sammen er de et stærkt team i opklaringen af forbrydelserne.
Gennem hvert afsnit er der ofte flashbacks og meget interessant konstruerede special effects, som viser alt lige fra en kugle der sidder begravet i menneskevæv, til hvorledes kroppen reagerer på indtagelsen af gift - alt sammen lavet med en blanding af computergrafik og ægte optagelser. Kombineret med nogle glimrende historier indeholdende twists og overraskelser, så gør det CSI til en uhyre underholdende serie for alle der kan lide krimi og efterforskning. Tænk på det som "Dødens detektiver", en serie om virkeligde hændelser og drab sendt fra blandt DR og Discovery, men nu blot i fiktiv serieform. Den måde hvorpå serieskaberne har haft indsigt i mange af de aktuelle metoder til opklaringer er fantastisk og løbende tog jeg mig selv i at sidde og sige "Grissom er for sej". Det er da også uden tvivl ham der er præmiehingsten i serien, og både hans skuespil og rolle er en vigtig brik i fascinationen.
Enhver første sæson af en serie er ofte en af dets svageste led. Skuespillerne har ikke helt nået at finde sig til rette i deres roller og generelt bliver manuskriptforfatterne først rigtig skarpe efter et par sæsoner. Selvom dette ikke er så udpræget i CSI, så er mange af de efterfølgende sæsoner langt bedre. I sin egen ret er denne DVD-boks dog vejen frem hvis du vil med helt fra starten, hvor seriens personer introduceres og du får lidt baggrundsviden om dem alle.
Bortset fra et par enkelte middelmådige afsnit, så er der mange gode timers underholdning i sigte. Ikke mindst fra afsnit som Sex, Lies and Larvae, The Strip Strangler og Anonymous, som er nogle af sæsonens perler. Seriens appeal er dog også kendt af de fleste efterhånden, ikke mindst på grund af hele to spinoff-serier (CSI: New York og CSI: Miami) har set dagens lys og kører parallelt med den originale, som har sit geografiske afsæt i Las Vegas. Er du gået glip af seriens fødsel, selvom den ofte sendes på Kanal 5 og diverse andre kanaler, så har du nu muligheden for at blive opdateret eller starte som nytilkommen CSI-fan. Og husk "There is always a clue".
Gamereactor Danmark