Crash Twinsanity

Det er ikke noget nyt, at nogle figurer vender tilbage igen og igen. Jeg tænker selvfølgelig på klassikere som Mario og Sonic. De har begge medvirket i et hav af forskellige spil, og de vender tilbage gang på gang. Det samme kan efterhånden siges om Crash Bandicoot. Denne tossede skikkelse gjorde sin debut på PS One, og siden hen har han prøvet lidt af hvert. Nu er han tilbage i et helt nyt spil, som forsøger at vende op og ned på det hele.

Ved første indtryk er alt ved det gamle. Som alle andre animerede helte har Crash en ærkefjende. Det er som altid den gale videnskabsmand Dr. Neo Cortex, der i starten af spillet forsøger at udradere Crash. Det ændrer sig dog efter kort tid. Crash og Cortex bliver nemlig tvunget til at arbejde sammen, da to tvillinge-fugle fra en anden dimension dukker op. De har planer om at stjæle Dr. Neo Cortex’s hjerne, dræbe Crash og tage magten over deres ø-verden. Crash og Cortex bliver derfor nødt til at lægge deres stridigheder til side for sammen at stoppe de onde fugle. Det er ikke en videre original historie, men det giver mulighed for et ellers utænkeligt samarbejde.

Da jeg så Crash Twinsanity første gang, var jeg ikke videre imponeret. Spillet kan på ingen måder leve op til de standarder, som Jak and Daxter og Rachet & Clank har sat. Rent grafisk er det selvfølgelig bedre end sine forgængere, men de er trods alt flere år gamle. Crash er stadig grov i kanterne, og detaljerne er ikke noget at råbe hurra for. Mellemsekvenserne er nærmest pinlige, og det virker ikke som om, udviklerne har gjort sig særligt umage.

En væsentlig forskel fra de tidligere spil er, at Crash har fået større bevægelsesfrihed, men det er kun i dele af spillet. Enkelte steder er der mulighed for at bevæge sig frit omkring, men det ændrer sig hurtigt. Inden længe løber man igen ned ad gange og stier uden mulighed for at løbe ind i selve junglen. Crash hopper stadig på kasser og spiser æbler, og hans tro følgesvend Voodoomasken er altid klar til at ofre sig for sin ven.

Som noget helt nyt får vi nu lov til at styre Dr. Neo Cortex sammen med Crash Bandicoot. Det fungerer på forskellige måder. Da Crash og Cortex ikke ligefrem er perlevenner, så kommer de af og til op at slås. Når det sker, bliver de omdannet til en form for kugle, som skal manøvreres igennem særligt anlagte baner. Andre gange trækker Crash den kære Doktor af sted, og man kan blandt andet nedlægge sine modstandere ved at bruge Cortex som baseballbat. Det er alt sammen en smule sadistisk, men virkelig underholdende. Derudover får vi nu mulighed for at styre Nina Cortex. Hun kan omtrent det samme som Crash dog med enkelte undtagelser. Hun er med til at give spillet en form for afveksling, der gør det hele mere holdbart.

Der er stort set ikke blevet lavet om på lyden i Crash Twinsanity. Når man hopper på en kasse, eller når Voodoomasken slippes fri, så lyder det, som det altid har gjort. Det er ikke et minus, for det fungerer udmærket. Baggrundsmusikken er dog ikke ligefrem vellykket. Den kører i de samme sukkersøde toner hele tiden, og det kunne godt have været lidt mere varieret.

Kameravinklen fungerer for det meste upåklageligt, men enkelte steder går det helt galt. Et meget enkelt hop over et hul i jorden kan blive næsten umuligt at udføre, fordi kameraet ikke står stille. Der er mulighed for selv at justere synsvinklen, men det går ikke altid som planlagt. Det er ærgerligt at miste fem liv, bare fordi man ikke kan se, hvad der sker foran sig.

Som altid er der adskillige boss-kampe i denne type spil. Mange modstandere virker frygtindgydende, men når man først har fundet deres svaghed, så burde det ikke være et problem at nedlægge dem. Dermed ikke sagt at Crash Twinsanity er nemt. Spillet er tværtimod temmelig udfordrende, men ikke sværere end sine forgængere. Nogle steder bliver man nødt til at starte forfra igen og igen, men der er masser af checkpoints rundt omkring, så man behøver ikke at starte helt forfra. For de erfarne platformspillere burde det ikke være vanskeligt at komme igennem Crash Twinsanity på mere end 6-7 timers tid, og for nybegyndere er det en god introduktion til genren.

Crash Twinsanity er uden tvivl det bedste i serien, og det vil helt sikkert vække stor glæde hos sin faste fanskare. Når det er sagt, så kommer vi ikke uden om, at Crash for længst har tabt kampen til sine konkurrenter. Crash Twinsanity når ikke sokkeholderne på Jak and Daxter og Rachet & Clank. Efter min mening har Crash Bandicoot oven i købet stjålet fra de to spil ved at lade Crash få en medhjælper. Det fungerer upåklageligt, men det er alt sammen noget, vi har set før.