Crash Bash
Crash Bash har helt sikkert et par spændende tiltag og et herligt, simpelt spilkoncept, men alt i spillet skriger desværre af middelmådighed.
Antallet af deciderede multiplayerspil til diverse konsoller er steget radikalt det seneste års tid til trods for en række mindre heldige udgivelser i genren. Senest er profilerede konsolmaskotter som Mario og Sonic tørnet ud i mindre heldige platformspil, mens Bombermans indtræden på computerscenen for et par år siden i Atomic Bomberman var langt mere vellykket. Denne gang er turen kommet til den verdensberømte platformshelt Crash Bandicoot, der ellers hidtil har været bedst kendt fra de populære platformspil til Playstation, med udgivelsen af Crash Bash.
Single- eller multiplayer?
Ligesom hovedparten af spillene i denne genre, er Crash Bash bygget meget slavisk op - faktisk uden nogen tegn på nytænkning. Adventure-funktionen lader spillere(n), udfordre en række computermodstandere i et utal af mindre spil. De syv forskellige levels indeholder hver fire spil, så der er med andre ord nok at give sig i kast med. Der er såmænd også en baggrundshistorie bag spillet, men denne er så ligegyldig og spartansk, at den ikke behøver yderligere omtale.
Til trods for at Crash Bash understøtter muligheden for singleplayer, er spillet nærmest kun spilbart i multiplayer. Den kunstige intelligens er nemlig så chokerende svagt afbalanceret, at man brutalt kan eliminere computeren i det ene spil, for bagefter at træffe en ufejlbarlig supermodstander. Det hele virker meget tilfældigt implementeret, og i et spil, hvor hovedvægten åbenlyst er lagt på de mange små spil, burde sværhedsgraden i langt højere grad være støt stigende, fremfor uforudsigelig og svingende. En multitap er med andre ord en nødvendighed for at nyde Crash Bash, idet underholdningsfaktoren faktisk kun nærmer sig acceptabel, når flere menneskelige spillere deltager. Det er dog de færreste Playstation-ejere, der er i besiddelse af en sådan genstand, og det faktum alene begrænser faktisk spillets forbrugerappel.
Lyspunkterne i mørket
Til trods for den uforbeholdne kritik hidtil, er Crash Bash dog ingen katastrofe, blot meget middelmådigt. Spillet har ingen åbenlyse mangler eller fejl, men formår desværre heller ikke at skinne igennem på et eneste punkt. Det hurtige, dynamiske gameplay fungerer ganske udmærket og er endda momentvis ret underholdende, men den manglende innovation afholder spillet fra at nærme sig den rigtig gode ende af karakterskalaen. Hvad enten det er de, ellers forholdsvis nervepirrende, kampe mod de forskellige ledere, simple pong-inspirerede spil eller et helt tredje af de mindre spil, føler man simpelthen, at spillet mangler inspiration, og det er en skam, idet udviklerne fra Eurocom ellers har formået at skabe en fængslende, tegneseriepræget stemning.
Udviklerne formår flot at bibeholde den grafiske stil, og har valgt den velkendte tegneseriegrafik spækket med overdrevent brug af eksplosioner og lyseffekter, fremfor at forsøge at skabe en misvisende æstetisk oplevelse. Desværre er Playstation-konsollen efterhånden ved at synge på sidste vers, og dette skinner klart igennem i Crash Bash, som slet ikke kan hamle op med den smukke 3D polygonal grafik som fremvises i andengenerationskonsollerne. Baggrundsmusikken er tilpasset hver banes miljø og de forskellige spils tempo flot, men det er hverken banebrydende eller lækkert og bliver på intet tidspunkt nogen seriøs konkurrent til den sædvanlige musikbastion, stereoanlægget, som trods alt klart må være at foretrække i denne sammenhæng.
Middelmådighedens afgrund
Ejere af en multitap vil måske kunne trække et par timers underholdning ud af Crash Bash i selskab med vennerne foran skærmen, men det er utvivlsomt de færreste, der vil finde det nødvendigt at investere i netop dette platformspil. Crash Bash har helt sikkert et par spændende tiltag og et herligt, simpelt spilkoncept, men alt i spillet skriger desværre af middelmådighed, og det er i sidste instans dets allerstørste akilleshæl. Med en forbedret kunstig intelligens, en smule innovation og en stærkere audiovisuel side havde Crash Bash helt sikkert været et spændende alternativ - uden disse ingredienser er spillet desværre inbegrebet af middelmådighed.
Gamereactor Danmark