Crash

I Crash følger vi en række meget forskellige skæbner. Filmen tager sit udgangspunkt i Los Angeles og de personer vi møder er vidt forskellige, men deres tilværelser væves på den ene eller anden måde sammen i historiens forløb.

Filmen kan i høj grad sammenlignes med Paul Thomas Andersons Magnolia fra 1999, og Crash fungerer mindst lige så godt. Man får utrolig stor sympati for de fleste af personerne, som ikke blot beskrives som ensidige karakterer. F.eks. spiller Matt Dillon en racistisk politibetjent, som blødgøres i historien, når han hjælper sin syge far. Og til sammenligning den sorte filminstruktør, som har svært ved at forholde sig til sine afroamerikanske rødder, ikke mindst da han udsættes for racisme af netop Dillons karakter.

Denne indgangsvinkel med, at intet er sort/hvidt er, hvad der gør Crash så forunderlig. Det afhænger i høj grad af hvem vi er og hvordan vi møder andre mennesker, for ingen er hverken helt gode eller helt onde. Et medrivende drama, som med sine glimrende dialoger og gode skuespillerpræstationer, gav mig en påmindelse om, hvor forskellige vi alle lever vores liv, på godt og ondt.